Torsdag aften er der lagt op til kamp i 1. division, når Fredericia spiller på hjemmebane mod B93 om vigtige point.
Der har været stille i 1. division på det seneste, da der har været landskampspause, men nu er der igen kampe på programmet, når den 17. runde skal afvikles i den kommende weekend.
Der er flere interessante kampe i denne runde, og den første bliver spillet allerede torsdag aften, hvor det er Fredericia, der spiller på hjemmebane mod B93.
For Fredericia har de seneste sæsoner været ret svingende, men denne sæson har indtil videre været mere end godkendt for dem, og det er også kun blevet til et enkelt nederlag i deres seneste 13 kampe i 1. division, hvilket viser stabilitet.
Efter de første 16 kampe i denne sæson har Fredericia vundet de otte. Det er ligeledes blevet til fem uafgjorte kampe, mens de også har tabt tre. Det giver dem 29 point, og det er nok til en tredjeplads. Dog har de ti og ni point op til Sønderjyske og AaB på de to topplaceringer.
I denne runde skal Fredericia ud i en kamp mod B93 på hjemmebane. Modstanderne rykkede op i 1. division i denne sæson, og det har bare handlet om, at de skulle holde sig væk fra nedrykningsstregen, så de kunne overleve i den næstbedste række.
Oprykkerne har hentet fire sejre i de første 16 kampe. Det er også blevet til to uafgjorte, mens de har tabt ti kampe. Det giver dem 14 point, og det placerer dem som nummer ti i tabellen. Der er lige nu fire point ned til Helsingør, der ligger under stregen. Så denne runde er vigtig for dem.
B93 spillede på hjemmebane mod Fredericia tilbage i august, og her var der ingen tvivl om, at Fredericia var bedst. Gæsterne tog en sikker sejr på 5-0 med hjem til Jylland, hvor alle fem mål blev scoret i anden halvleg.
Lige nu er der to kampe tilbage i 1. division i denne sæson. Der skal spilles 18 runder i 2023, og den sidste bliver spillet i weekenden, 1. til 3. december.
Når den runde er afviklet, kan holdene fra 1. division så gå på vinterferie, og så vender de tilbage på træningsbanen igen i det nye år, hvor de begynder at forberede sig på, at turneringen starter op igen i slutningen af februar.
For Fredericia er det dog lidt anderledes. De kan nemlig ikke gå på ferie efter den sidste ligakamp i december, da de også lige har to kvartfinaleopgør i pokalturneringen, de skal have afviklet.
De leverede en fremragende præstation i pokalturneringens fjerde runde, hvor de spillede på hjemmebane mod OB fra Superligaen. Dem kørte de ud af banen, og vandt med 3-1, hvor fynboerne endda først fik pyntet på resultatet helt til sidst.
Derfor er Fredericia nu i kvartfinalen mod Lyngby, og det skal afgøres over to kampe. Fredericia starter med at spille hjemme mod Lyngby den 7. december, og så er der returkamp på udebane den 10. december, og når de to kampe er spillet, så kan de holde en velfortjent ferie.