Vinterens transfervindue er åbent, og der er begyndt at være lidt aktivitet i de forskellige ligaer, og det er det, vi kigger nærmere på her.
Her vil vi give et overblik over nogle af de ting, der er sket her i januars transfervindue indtil videre i 1. division, hvor især Hobro er blevet svækket
Det har været en ganske fin sæson for Hobro indtil videre i 1. division, hvor de her ved vinterpausen er placeret på tredjepladsen i tabellen, hvor der dog er lang vej op til Sønderjyske og AaB.
Spørgsmålet er dog, hvordan det kommer til at se ud for Hobro i det kommende forår, for de har nemlig solgt ud af deres profiler, da de har sagt farvel til både Laurs Skjellerup og Jonathan Fischer.
Det er dog også et par handler, der må lune godt i klubkassen hos Hobro, da Skjellerup er blevet solgt til svenske IFK Göteborg, og det salg menes at have indbragt Hobro på den gode side af to mio. kroner.
Salget af klubbens førstemålmand, Jonathan Fischer, skulle dog være endnu større. Det er norske Fredrikstad, der har købt ham, og prisen på ham spekuleres i at være på omkring fire mio. kroner. Så det kan godt være, at Hobro umiddelbart ligner et svækket hold, men de har i hvert fald fået gode penge for det.
I sommeren 2020 hentede AaB den portugisiske midtbanespiller, Pedro Ferreira, og der var også store forventninger til ham i den danske klub.
Der var da også perioder, hvor han så rigtig godt ud for AaB, men man må også bare erkende, at det alt i alt endte med at være lidt svingende for ham i Danmark, hvor det i alt blev til 95 kampe for den nordjyske klub.
Denne januar har AaB så valgt at sige farvel til den 26-årige portugiser, der er taget hjem til Portugal, hvor han nu tørner ud for Santa Clara, der spiller i den næstbedste række.
Ejerne i Horsens har ikke lagt skjul på, at de er klar til at handle i dette transfervindue, efter nedrykkerne indtil videre har haft en ret skuffende sæson i 1. division, hvor de kæmper hårdt for overhovedet at komme i top seks.
Der er også allerede sket lidt i Horsens her i januar, hvor de har været på indkøb hos en anden 1. divisionsklub, Næstved, hvor de har købt en af deres lovende spillere.
Det er den 20-årige midtbanespiller, Julius Madsen, der fremover skal tørne ud for Horsens. Han har spillet 17 kampe for klubben i denne sæson, hvor det er blevet til en enkelt scoring og to assists, og han har skrevet under på en aftale med Horsens frem til udgangen af 2027.
Det har ikke været nogen god sæson for Helsingør, der ligger under nedrykningsstregen i første division, men de er begyndt at opruste holdet til overlevelseskamp i foråret.
De har hentet den 22-årige midtbanespiller, Ludvig Carlius, der kommer til klubben fra Mjällby, hvor han dog aldrig slog igennem, og har været ude på nogle forskellige udlejninger.
Helsingør har også hentet den finske kantspiller, Saku Ylätupa, de har lejet i Kalmar, og som tidligere også har været i klubber som AIK og Ajax. Den svenske midtbanespiller, Erik Andersson, er også kommet til Helsingør på en fri transfer, og han var senest i GIF Sundsvall, og har også været i Malmö FF.