Lørdag aften er der kamp på Odense Stadion, når topholdet fra OB spiller på hjemmebane mod Hillerød i 1. division.
Der venter endnu en runde i den næstbedste danske række denne weekend, og der er lagt op til nogle interessante kampe, hvor der er vigtige point på spil for de forskellige hold.
På Odense Stadion skal OB forsøge at følge op på deres gode start på sæsonen, når de spiller på hjemmebane mod Hillerød, der kommer som ret undertippede til den kamp.
Det fynske fodboldflagskib ligner efterhånden et hold, der har accepteret deres skæbne efter deres nedrykning fra Superligaen, og har indstillet sig på, at denne sæson i 1. division skal der komme noget godt ud af.
Der er nu spillet tre runder af sæsonen i 1. division, og OB er kommet rigtig godt fra land, da det er blevet til sejr i dem alle tre, og i den seneste runde spillede de på hjemmebane mod Hvidovre, der også er nedrykkere, og her vandt fynboerne med 2-0 i deres første hjemmekamp i sæsonen.
OB ligger nummer et, og er det eneste hold, der har vundet deres tre første kampe, og i denne runde skal de igen spille på hjemmebane, når de lørdag aften tager imod Hillerød. Gæsterne kommer til Fyn med en sejr i bagagen fra deres seneste ligakamp, hvor det blev til en sejr på 2-0 på hjemmebane mod Roskilde.
De første tre runder har været lidt blandede for Hillerød, men de har fået skrabet fire point sammen indtil videre, og det kan de ikke være utilfredse med. Nu bliver det spændende at se, hvordan de står mod OB, hvor de kommer på en meget svær opgave.
OB og Hillerød har kun mødt hinanden én gang tidligere, og det var tilbage i oktober 2020, hvor de mødtes i pokalturneringens anden runde. Her var Hillerød på hjemmebane, men det var OB, der vandt kampen med 2-1, og gik videre i turneringen.
I sidste sæson i Superligaen havde OB store problemer på hjemmebane. Det blev kun til en enkelt hjemmesejr i hele sæsonen, og den kom i sæsonens sidste hjemmekamp.
Derfor mener Max Fenger, at det var vigtigt at komme godt i gang på hjemmebane med en sejr. Han ved dog ikke rigtigt, om der var en speciel revanchetørst i truppen, efter de tabte to gange på hjemmebane mod Hvidovre i sidste sæson.
– Det kan godt være. For mig handlede det bare om, at vi skulle vinde. Sådan går jeg ind til alle kampe, om det er FCK i Superligaen, eller om det er Hvidovre i 1. division. Så jeg ved ikke, om der var så meget revanchetørst fra min side. Men det var da rart at vinde på hjemmebane i første hug den her gang, siger Fenger.
Selvom OB vandt over Hvidovre, og har vundet deres tre første kampe i sæsonen, så mener den offensive profil stadigvæk, at der er noget at arbejde på for dem.
– Ja, der er mange ting. Man skal aldrig være tilfreds. Selvom vi har ni point, er der stadig meget at arbejde på. Der er forventninger både fra vores egen side men også folk udefra om, at vi skal gå ind og vinde alle kampe og dominere. Det pres skal vi kunne håndtere, og samtidig skal vi også kunne levere, slutter han.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.