Sønderjyske jagter en perfekt afslutning på 2023 i 1. division, når de på hjemmebane spiller mod Hillerød i årets sidste runde.
Der er kun en enkelt runde tilbage i 1. division i 2023, og den skal spilles i den kommende weekend, hvor der er nogle ret interessante kampe på programmet, inden 1. division går på vinterferie.
Tabellens tophold fra Sønderjyske slutter året af hjemme i Haderslev, hvor de skal forsøge at fortsætte deres fremragende stime, når det er Hillerød, der kommer på besøg.
Forrige sommer rykkede Sønderjyske ud af Superligaen, og selvom ambitionerne var der i sidste sæson, så formåede de ikke at rykke op i Superligaen igen med det samme, men det ser noget bedre ud for dem i denne sæson.
Thomas Nørgaard har fået styr på holdet, og lige nu ligner de en stensikker oprykker til Superligaen, hvis man kigger på deres resultater fra denne sæson, og hvordan det ser ud i tabellen i 1. division lige her og nu.
Sønderjyske har vundet deres sidste otte kampe i 1. division, så det er en ganske imponerende stime, de har gang i. De har i alt spillet 17 kampe, hvor det er blevet til 13 sejre, tre uafgjorte og et enkelt nederlag, hvilket giver dem 42 point, og der er langt ned til de hold, der ligger under top to, som rykker op i Superligaen.
I årets sidste runde spiller de hjemme i Haderslev mod Hillerød, og det er et hold, der lige nu ikke rigtigt ved, om de skal kigge ned mod nedrykningsstregen eller op mod top seks. Det kan de selvfølgelig blive klogere på, når denne kamp er spillet.
Tilbage i 8. runde i denne sæson spillede Hillerød på hjemmebane mod Sønderjyske, og det blev en ret underholdende kamp, hvor hjemmeholdet var foran med 2-0 et godt stykke inde i kampen, men sønderjyderne kom tilbage, og fik 2-2, så begge hold endte med at få et enkelt point hver.
Olti Hyseni havde fået sin debut for Sønderjyske, trods sine kun 16 år, men i den seneste kamp, hvor de spillede hjemme i Haderslev mod Næstved, var det første gang, han fik minutter på hjemmebane.
Han blev skiftet ind i anden halvleg, og det endte med at blive en rigtig stor oplevelse for ham, da han kun skulle bruge fire minutter på banen, før han havde scoret.
Den 16-årige spiller lægger heller ikke skjul på, at det var en stor drøm, der gik i opfyldelse for ham, da han kom ind, og scorede et mål i hans første optræden på hjemmebane for Sønderjyske.
- Det er ubeskriveligt. Det er en drøm, man har haft, siden man var lille. Det er jo kæmpestort at komme ind og lave mål i sin hjemmebanedebut. Det er noget, som alle små drenge drømmer om.
- Det er en drøm, man har haft. At alle fansene står og råber ens navn, efter man endda har lavet mål. Det er kæmpestort. Det er jeg virkelig glad for, lyder det fra den kun 16-årige Hyseni.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.