Gå til indhold
spillemyndigheden Ansvarsfuldt spil
Opret konto
Sportsstadion
  1. Fodbold
  2. Superligaen

Superligaen: AaB - Rundt om holdet

AaB var spået til at være en del af toppen i Superligaen i denne sæson, men sådan er det ikke gået endnu.

I sidste sæson sluttede AaB på femtepladsen i Superligaen, og de skulle derfor ud og spille Europa-playoff kamp mod Viborg om en kamp i kvalifikationen til Conference League.

Den kamp blev spillet hjemme i Aalborg, og AaB var da også nok favoritter til at vinde den over Viborg, der var sluttet som nummer syv, men sådan skulle det dog ikke gå for dem.

Det blev en jævnbyrdig affære, som ikke kunne afgøres efter hverken 90 eller 120 minutter. Afgørelsen blev trukket helt ud i en straffesparkskonkurrence, og her var det Viborg, der trak det længste strå, og sikrede sig den europæiske billet.

Træneren er stadig forholdsvis ny

Tilbage i marts måtte AaB skifte ud på trænerposten, da Marti Cifuentes blev købt fri af den svenske storklub Hammarby, og så skulle klubben altså på jagt efter en ny cheftræner til at stå i spidsen for holdet.

Her faldt valget på Lars Friis, der på det tidspunkt stod i spidsen for Viborg. Det havde han gjort med stor succes, og det havde de altså lagt mærke til i AaB. Efter længere tids tovtrækkeri endte han så endelig i Aalborg.

Det startede da også ganske fint for Friis, efter han blev ansat i AaB i marts. Han lagde ud med en sejr i Odense over OB, og fulgte det op med endnu en sejr på 3-0 hjemme over Brøndby. I hans første fem kampe i Superligaen blev det til fire sejre og et nederlag.

Herfra stoppede sejrene dog også. Det blev ikke til flere sejre i sæsonen. Efter de fem kampe var der otte kampe tilbage i sæsonen, og her blev det til nogle meget skuffende resultater. Syv nederlag og en enkelt uafgjort.

Hos AaB tror de dog stadig på deres træner, selvom hans pointsnit indtil videre er skuffende, og de skal nok hænge deres hat på, at dette bliver hans første hele sæson i spidsen for holdet.

Spået til at være med i toppen

Der er sket en del i AaB på transfermarkedet denne sommer, hvor de startede med at sælge deres reservemålmand, Andreas Hansen, for et pænt stort beløb på 7,5 mio. kroner til FC Nordsjælland, efter han havde været lejet ud til dem.

Klubbens førstemålmand, Jacob Rinne, forsvarsstyrmand, Rasmus Thelander, og midtbanespiller, Magnus Christensen, er også fortid i klubben, efter de alle tre sagde farvel til AaB på en fri transfer.

Der er selvfølgelig også kommet noget den anden vej, da AaB har hentet Allan Sousa, Lars Kramer, Josip Posavec og Andreas Poulsen, alle på fri transfer, mens de også har lejet den tyske back, Kilian Ludewig i RB Salzburg.

I denne sæson skal AaB forsøge at lægge den skuffende afslutning på sidste sæson bag sig, og der er også store forventninger til de nye spillere, ligesom der allerede er nogle ret gode spillere i deres trup i forvejen.

Forud for sæsonen er der altid nogle eksperter, der skal give deres bud på, hvordan Superligaen kommer til at se ud, og her var der faktisk også bred enighed om, at AaB ville komme til at blande sig i toppen af Superligaen.

Indtil videre har AaB dog på ingen måde vist, at de kan gøre sig gældende i toppen af Superligaen i denne sæson. De har fået en meget dårlig start på sæsonen, hvor præstationerne bestemt heller ikke har set gode ud fra det nordjyske hold.

Der er selvfølgelig en del kampe tilbage af sæsonen, og de kan nå det endnu, men der skal dog noget andet til, end de har vist indtil videre, og de skal begynde at vise det snart.

Transfervinduet er også stadig åbent, og det er stadig muligt at hente forstærkninger. Det er da heller ikke utænkeligt, at AaB kommer til at benytte sig af den mulighed, og så bliver det spændende at se, hvad der bliver hentet ind.

Fodbold betting

bet365 bruger cookies

Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies