Sønderjyskes profil, Mads Albæk, er voldsomt skuffet over det store nederlag, de løb ind i mod Silkeborg i weekenden.
I weekenden spillede Sønderjyske på hjemmebane mod Silkeborg, og det blev en ydmygende oplevelse for hjemmeholdet, der måtte se sig slået med hele 6-0.
Nederlaget betyder, at Sønderjyske kun har ni point efter de første 14 kampe, og de ligger under stregen i Superligaen, hvor hullet op til de andre hold i hvert fald ikke bliver mindre.
I midtugen i sidste uge slog Sønderjyske ellers AGF ud af pokalturneringen, og holdets profil på midtbanen, Mads Albæk, er meget skuffet over nederlaget til Silkeborg, og over at de ikke fulgte op på sejren over AGF.
- Det var ikke okay. Vi er sindssygt skuffede, lægger os fladt ned og tager de hug, der kommer. Vores præstation pisser mig af, og vi spillere må kigge indad, siger Albæk.
- Vi kæmpede med alt, hvad vi havde i de 120 minutter mod AGF i onsdags. Det var en pragtpræstation, og jeg håbede derfor, jeg ville se noget mere i denne kamp. Jeg havde en god følelse før kampen, og at tabe 0-6 på hjemmebane er skuffende, slutter han.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies