Real Madrids træner, Carlo Ancelotti, vil ikke tvinge Eden Hazard til at blive i klubben, hvis han ikke har lyst til det.
Tilbage i 2019 købte Real Madrid Eden Hazard i Chelsea, og han blev udråbt til at være erstatningen for Cristiano Ronaldo, der forlod klubben året før.
Den belgiske stjerne har dog været ramt af flere skader i hans tid i den spanske klub, og han har derfor heller ikke haft den succes, han nok havde håbet på.
Der har derfor været en del spekulationer omkring belgierens fremtid, hvor han er blevet sat i forbindelse med et skifte tilbage til Chelsea og Premier League.
Hazard har kontrakt med Real Madrid frem til sommeren 2024, men klubbens træner, Carlo Ancelotti, slår dog fast, at han ikke vil holde på den belgiske stjerne, hvis han ikke ønsker at være i klubben.
- Jeg har aldrig i min trænerkarriere tvunget en spiller, der gerne vil skifte, til at blive. For mig er det ikke et spørgsmål. Hvis en spiller vil skifte, så skifter han. Det er ikke rigtigt et spørgsmål, lyder det fra træneren.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies