Der er lagt op til noget af et brag i London i den første kamp i den kommende runde i Premier League.
Der har ikke været så meget gang i Premier League på det seneste, hvor det først var den engelske dronnings død, der aflyste en runde, og efterfølgende også aflyste nogle af kampene i den kommende runde.
I den seneste weekend lå Premier League også stille grundet landskampspause, men i denne weekend er der fuld knald på igen, hvor alle hold skal i kamp.
Der er to store lokalbrag på programmet, hvor Arsenal og Tottenham mødes, og det samme gør Manchester City og Manchester United. Førstnævnte kamp er den første, der afvikles i denne runde.
Hvad: Arsenal – Tottenham.
Hvor: Emirates Stadium.
Hvornår: Lørdag 1.oktober, kl. 13:30.
Hvor kan man se den: TV3 Max.
Odds: Arsenal 21/20, uafgjort 11/4, Tottenham 23/10.
Hos Arsenal lavede de et par rigtig fine handler i sommerens transfervindue, og efter deres femteplads i sidste sæson, skal ambitionen i denne sæson nok være at forsøge at komme tilbage i top fire, så de igen kan være med i Champions League.
Deres start på den nye sæson har dog nok alligevel været over al forventning. Efter de første syv runder er det nemlig dem, der indtager førstepladsen i Premier League.
Det er meget imponerende blevet til seks sejre og et enkelt nederlag, hvilket giver 18 point, og det er et enkelt point mere end Manchester City, der ligger nummer to med samme pointantal som Tottenham på tredjepladsen.
Arsenal lagde ud med at vinde deres første fem kampe i sæsonen over Crystal Palace, Leicester, Bournemouth, Fulham og Aston Villa, og de var det eneste hold, der havde maksimumpoint efter de første fem runder.
I runde seks tabte de så sæsonens første kamp til Manchester United, men i runden efter kom de tilbage på sporet igen, da det blev til en sikker sejr på 3-0 ude mod Bournemouth i deres seneste kamp.
Ligesom Arsenal har fået det, så har lørdagens modstandere fra Tottenham også fået en rigtig god start på den nye sæson i Premier League, hvor de også presser godt på i toppen af tabellen.
Tottenham har også spillet syv kampe, og sammen med de forsvarende engelske mestre fra Manchester City, er de to klubber de eneste, der endnu ikke har tabt en kamp i denne sæson.
I de to lokalkampe mod Chelsea og West Ham måtte Tottenham nøjes med uafgjort, men derudover har de hentet fuld gevinst i deres kampe mod Southampton, Wolverhampton, Nottingham Forest, Fulham og Leicester. Kampen mod Leicester var den seneste, og her vandt de en meget sikker sejr på hele 6-2.
17 point er det blevet til i de første syv kampe, og det er altså et enkelt point mindre end Arsenal, og samme pointantal som Manchester City, og det rækker til en tredjeplads i Premier League lige nu.
Klubbens angriber, Harry Kane, har fået en rigtig god start på sæsonen også, og det er indtil nu blevet til seks scoringer. Det rækker til en andenplads på topscorerlisten, men der er dog et godt stykke op til Erling Haaland på førstepladsen, der har scoret 11 mål.
Lørdagens kamp er altså meget vigtig i forhold til topduellen i Premier League. Vinder Arsenal, kan de slå et hul til Tottenham, mens en sejr til Tottenham vil betyde, at de overhaler Arsenal, og sætter sig på førstepladsen i ligaen, i hvert fald for en stund.
Sidste gang Arsenal og Tottenham mødte hinanden, vandt Tottenham med 3-0, og Tottenham har også vundet tre af de seneste fem indbyrdes opgør mellem de to klubber. Arsenal har vundet de to andre.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies