Barcelona skal forsøge at komme tilbage på tronen i spansk fodbold, efter de havde en skuffende sidste sæson i La Liga.
Sidste sommer sagde Barcelona farvel til Lionel Messi, og dermed var en æra slut i den spanske klub, og det var samtidig også startskuddet til en periode, hvor det gik ned ad bakke for dem.
Grunden til afskeden med den argentinske stjerne skulle findes i klubbens økonomiske problemer, og det kunne man også tydeligt se på de handler, der blev lavet i transfervinduet sidste sommer og i januar.
De økonomiske problemer kunne man nemt få øje på, når man kiggede på Barcelonas hold i sidste sæson. Det var langt fra lige så slagkraftigt, som man var vant til at se fra dem.
Det var ikke kun Messi, man sagde farvel til, men spillere som Antoine Griezmann, Emerson Royal, Miralem Pjanic og Philippe Coutinho blev også sendt videre. Man købte dog Ferran Torres i Manchester City for nogle af de penge, man sikrede sig ved at skille sig af med de andre, og spillere som Eric Garcia, Memphis Depay og Sergio Aguero kom ind på fri transfer.
Sæsonen blev dog en stor skuffelse for Barcelona, og det kostede også en trænerfyring i oktober efter en række dårlige resultater. Hollandske Ronald Koeman måtte lade livet, og han blev i stedet erstattet af Xavi, som også stadig står i spidsen for den spanske klub.
Det så længe ud til, at sæsonen i La Liga skulle være katastrofal for Barcelona, men resultaterne blev dog bedre, som sæsonen gik, og så endte de til slut på andenpladsen. Der var dog hele 13 point op til Real Madrid på førstepladsen, så det var stadig en stor skuffelse for dem.
I Champions League gik det ikke meget bedre for Barcelona i sidste sæson. De var i gruppe med Bayern München, Benfica og Dynamo Kiev, men de formåede ikke at gå videre fra gruppespillet.
De kom i stedet med over i Europa League, og her formåede de at slå Napoli og Galatasaray ud. I Kvartfinalen gik det dog galt, da de mødte Frankfurt, og tabte med 3-2 på hjemmebane.
Denne sæson bliver selvfølgelig heller ikke nem for Barcelona, for det er nu, de skal vise, at sidste sæson var en engangsforestilling. De skal vende tilbage til toppen af både spansk og europæisk fodbold igen.
For at stille holdet bedst muligt til denne sæson er der blevet hentet en del nye spillere i sommerens transfervindue, og Barcelona har brugt en del penge på det. De har brugt mere end en mia. kroner på nye spillere.
Det er dog kun tre spillere, de har lagt penge for at købe, så det har været nogle dyre nogle af slagsen. Raphinha er købt i Leeds, mens Robert Lewandowski er købt i Bayern München, og Jules Kounde har de købt i Sevilla. De tre har i alt kostet omkring 1,1 mia. kroner.
Udover det er der også hentet nogle interessante spillere på fri transfer. Dem har de altså ikke betalt en overgangssum for. Det drejer sig om Andreas Christensen, der senest spillede for Chelsea, og det samme gjorde Marcos Alonso. Franck Kessie er kommet fra Milan, og Hector Bellerin fra Arsenal.
Barcelona har da også fået en ganske fin start på den nye sæson i La Liga, hvor de godt nok startede med at spille 0-0 hjemme mod Rayo Vallecano i første runde, men efterfølgende har de vundet fem kampe i streg, så de ligger nummer to i tabellen med to point op til Real Madrid på førstepladsen.
En af de nye spillere, Robert Lewandowski, har også taget klubben med storm i de første seks kampe i La Liga. Her har han scoret otte mål, og det giver ham også førstepladsen på topscorerlisten.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies