Den danske angriber, Martin Braithwaite, tror selv på, at han kommer til at spille mere for Barcelona i den kommende sæson.
Der er VM i Qatar senere på året, og den danske landstræner, Kasper Hjulmand, har gjort det meget klart, at man skal have spilletid for sin klub, hvis man skal med til slutrunden.
Det kan bl.a. få betydning for Martin Braithwaite, der kun fik ti minutters spilletid i La Liga for Barcelona i foråret, efter han i vinter kom tilbage fra an skadespause.
Den danske angriber tror dog på sig selv, og han regner derfor med, at han kommer til at få noget mere spilletid for Barcelona i efteråret, når den nye sæson går i gang.
- Ja, alt er muligt. Folk sagde, jeg aldrig ville komme til at spille i Barcelona, og jeg har spillet en masse. Jeg har været starter under to trænere, og nu er der kommet en tredje træner. Jeg har gjort det før og kan gøre det igen. Det er ikke noget, jeg bekymrer mig om, siger Braithwaite.
Xavi tog over som træner for Barcelona tidligere i denne sæson, og den nye træner kiggede ikke for alvor Braithwaites vej, og det har sat gang i nogle forskellige spekulationer.
Siden han kom til Barcelona i februar sidste år, har den danske angriber spillet 57 kampe for den spanske storklub, og her har han bidraget med ti scoringer og fem assists.
Der har været en del rygter om, at han kan være på vej væk fra Barcelona denne sommer, men angriberen tænker ikke selv over fremtiden, og tager sin situation i Barcelona meget roligt.
- Situationen er fin. Jeg har ikke spillet så meget. Jeg kom tilbage fra en skade, og da jeg kom tilbage, havde vi fået en masse spillere, og vi gjorde det rigtig godt. Det forstår jeg godt som fodboldspiller. Sådan er det nogle gange.
- Selvfølgelig føler jeg godt, at jeg kunne have spillet noget mere, men det er trænerens beslutning, og jeg går aldrig ind og råber og skriger af træneren. Det eneste, jeg kan kontrollere, er at arbejde hårdt, og det er egentlig det, jeg gør.
- Jeg har to år tilbage. Det er, hvad jeg ved. Alt andet har jeg ingen kontrol over, så det er egentlig det, jeg tænker på, lyder det videre fra ham.
Den danske forsvarsspiller, Andreas Christensen, kender Braithwaite fra det danske landshold, og nu kan det være, at de i fremtiden kommer til at se endnu mere til hinanden.
Christensens kontrakt med Chelsea udløber nemlig denne sommer, og han har afvist at forlænge den, så der skal ske noget andet med ham indenfor den nærmeste fremtid.
Første var der rygter om et skifte til Bayern München, ligesom en forlængelse med Chelsea angiveligt også skulle have været tæt på, men på det seneste har der været vedvarende rygter om noget helt andet.
Alt tyder nemlig nu på, at den danske forsvarsspiller skifter til Barcelona på en fri transfer denne sommer, og gør han det, så bliver han selvfølgelig holdkammerat med Braithwaite.
Braithwaite glæder sig også over udsigten til at blive holdkammerat med Christensen, hvis det skulle ske, og han mener, at hans landsmand vil passe rigtig godt ind i den spanske storklub.
- Det er fantastisk, hvis det sker for ham. Det skal han glæde sig til. Det er en dygtig spiller, og han vil passe fantastisk godt ind. Han er en klassespiller, så det vil være rigtig, rigtig godt for klubben, siger Braithwaite.
Lige nu er både Braithwaite og Christensen samlet med resten af det danske landshold forud for de kommende kampe i Nations League.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies