Brøndby skal kæmpe hårdt for at komme med i toppen af Superligaen i denne sæson, hvor de ikke skal koncentrere sig om Europa.
I forrige sæson blev Brøndby danske mestre, og derfor gik de ind til sidste sæson, hvor de skulle forsøge at genvinde det danske mesterskab.
De var dog ikke favoritter til at vinde mesterskabet igen, og de kom da heller ikke til det. Det blev FCK, der vandt mesterskabet, og Brøndby måtte tage til takke med fjerdepladsen, hvor de var hele 20 point efter FCK på førstepladsen.
Det var meget svingende for Brøndby i sidste sæson, hvor de både havde en lang periode uden sejr, og også en længere periode hvor de ikke tabte. Alt i alt var det ikke en sæson, de vil huske tilbage på.
Den fjerdeplads Brøndby sikrede sig i Superligaen, betød også, at de fik chancen for at kvalificere sig til europæisk fodbold i denne sæson, hvor de trådte ind i kvalifikationen til Conference League.
I det første opgør i kvalifikationen til Conference League skulle Brøndby op imod Pogon Szczecin fra Polen, og her startede de med at spille 1-1 i Polen, inden de alligevel sikrede sig avancement i kvalifikationen med en sikker sejr på 4-0 hjemme på Brøndby Stadion.
I den næstkommende runde skulle Brøndby på en endnu sværere opgave mod det schweiziske storhold Basel. Her startede Brøndby på hjemmebane, og vandt med 1-0, men de endte med at tabe med 2-1 i Schweiz, og så skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor Brøndby måtte se sig besejret.
Det betyder altså, at Brøndby er færdige i Europa for denne gang efter nederlaget til Basel, og derfor kan de i resten af denne sæson holde deres fokus på Superligaen og kun koncentrere sig om at få det til at spille her.
Starten på sæsonen har heller ikke været prangende for Brøndby i Superligaen, så det er måske slet ikke så dumt endda, at de ikke skal koncentrere sig om europæisk fodbold i denne sæson, hvis de skal formå at kæmpe med om de helt sjove pladser i tabellen.
Klubbens anfører, Andreas Maxsø, sidder ude med en skade, og har gjort det i noget tid, og derfor har der været en del snak om, at der ikke er profiler nok på deres hold, da der ikke er så mange, der stiller sig frem, og tager ansvar.
Denne sommer har Brøndby sagt farvel til Ante Erceg og Andrija Pavlovic, der er smuttet på fri transfer, ligesom der også er flere af deres spillere, der er blevet lejet ud til mindre klubber. Brøndby har også solgt Andreas Bruus til den franske klub Troyes for omkring 11 mio. kroner.
Der er også blevet hentet noget ind til Brøndby, da de har betalt 7,5 mio. kroner for Marko Divkovic, der tidligere var lejet ud til den danske klub, ligesom Sebastian Sebulonsen er blevet købet for omkring ni mio. kroner i Viking FK.
Gennem det meste af sommeren har der også været rygter om, at Daniel Wass kunne være på vej hjem til Brøndby. De rygter startede allerede i januar, men her skiftede den danske landsholdsspiller dog i stedet til den spanske storklub Atletico Madrid.
Her blev det dog ikke til den helt store succes for Wass, og rygterne er fortsat denne sommer. Det endte dog også med, at der var noget om snakke, og for nyligt kunne Brøndby så præsentere Wass som ny spiller. De har betalt Atletico Madrid omkring 13 mio. kroner, og Wass har skrevet under på en aftale for de kommende tre år.
Det er en kæmpe forstærkning af Brøndbys hold, og håbet er selvfølgelig også, at en kapacitet som Wass kan være med til at løfte alle spillerne på holdet.
Der er stadig noget tid tilbage af sommerens transfervindue, og der er ikke noget, der tyder på, at Brøndby er færdige med at handle. Så det bliver spændende at se, hvad der kommer ind til sidst.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies