Dortmund skal forsøge at komme tilbage på sporet, når de i denne runde får besøg af Bochum i den tyske Bundesliga.
Der er en ny runde på vej i den tyske Bundesliga, og her er der lagt op til nogle interessante kampe, hvor der er vigtige point på spil for de forskellige klubber.
Den første kamp i runden bliver spillet fredag aften i Dortmund, og her er det Bochum, der kommer på besøg, hvor begge klubber er på jagt efter en sejr.
Starten på den nye sæson i Bundesligaen har været lidt op og ned for Dortmund, der i de første fire runder har hentet syv point efter to sejre, en enkelt uafgjort og et nederlag.
I den seneste runde var de på en svær opgave på udebane mod Stuttgart, og her løb de ind i noget af en lussing, hvor de var bagud med 2-0 ved pausen, og da de sidste 45 minutter også var spillet, havde de tabt kampen mod Stuttgart med hele 5-1.
I denne runde skal Dortmund forsøge at komme tilbage på sporet igen efter det store nederlag, når de spiller på hjemmebane mod Bochum, og gæsterne kommer med et enkelt point i bagagen fra deres seneste kamp, hvor de på hjemmebane spillede 2-2 i en underholdende kamp mod Holstein Kiel.
Det ene point fra den kamp var samtidig også Bochums første point i denne sæson. Inden den kamp var det blevet til tre nederlag, og de ligger derfor under nedrykningsstregen i Bundesligaen efter de første fire runder, hvor de altså kun har et enkelt point, og det skal de forsøge at lave om på.
Dortmund og Bochum spillede senest mod hinanden tilbage i januar, og her blev det til en sejr på 3-1 til Dortmund på hjemmebane, og hvis man kigger på de seneste fem kampe mellem de to hold, er det blevet til tre sejre til Dortmund, mens to kampe er endt uafgjort.
På det seneste har det været Emre Can og Pascal Gross, der har spillet på den centrale midtbane for Dortmund, og det betyder, at Marcel Sabitzer har indtaget en plads lidt mere ude til højre på midtbanen.
Den østrigske spiller er ikke selv helt tilfreds med den plads, han har på holdet, da han slår fast, at han hellere vil spille inde på den centrale midtbane, hvor han selv mener, han er bedst.
- Sekseren er bedre. Det er en helt anden type kamp for mig end i centrum. Det er ikke den ideelle position, siger Sabitzer.
Klubbens træner, Nuri Sahin, er også godt klar over, at den 30-årige Sabitzer gerne vil spille en anden plads, og at han nok også er bedre der. Men lige nu er det altså, som det er.
- Jeg ved, at Sabi foretrækker at spille på sekseren. Han har fortalt mig det ti tusinde gange. Og jeg ved også, at Sabi spiller bedre på sekseren. Der er dog situationer, hvor vi har brug for Sabi i den position, og han spiller der i øjeblikket, lyder det fra Sahin.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.