Den danske Mainz-træner, Bo Henriksen, er meget skuffet efter sit holds knusende nederlag til Bayern München i weekendens runde i Bundesligaen.
Mainz står overfor en vigtig overlevelseskamp i den tyske Bundesliga, men deres selvtillid må have fået et gevaldigt knæk efter den seneste kamp i ligaen, hvor de løb ind i et stort nederlag til Bayern München.
Den danske træner, Bo Henriksen, lægger da heller ikke skjul på, at han er meget skuffet over, at det endte med at gå så galt for hans hold.
Bo Henriksen overtog for nyligt trænerjobbet i den tyske klub Mainz, og det er med den klare opgave, at han skal sørge for, at de ikke rykker ud af Bundesligaen i denne sæson efter en lang periode med dårlige resultater.
Nu har den danske træner stået i spidsen for holdet i fire kampe, og her er det blevet til fire point, hvor de i den seneste kamp for alvor kom ned på jorden, og fik et hak i tuden.
På udebane tabte Mainz med hele 8-1 mod Bayern München, men det ændrer dog ikke på, at Bo Henriksen stadig har stor tro på sit hold, da han mener, at det bare var et enkeltstående tilfælde, og det er noget, de skal rejse sig fra.
- Jeg tror på mit hold! Det var bare én dårlig kamp. Hvis vi spiller tre eller fire af den slags kampe, så har vi et problem, men det var bare én dårlig præstation.
- Vi er nødt til at rejse os og vise, hvad vi kan. Det er en forfærdelig følelse for alle. Det var ikke sådan, vi ønskede, at det skulle gå - især ikke i anden halvleg. Vi gjorde det godt i første halvleg, men det første mål, vi indkasserede, dræbte os. Vi løb ikke nok i anden halvleg og var ikke modige nok. Og frem for alt er vi nødt til at forsvare bedre som hold, siger Henriksen.
Nederlaget på 8-1 til Bayern München er det næststørste for Mainz i Bundesligaen nogensinde, og det er selvfølgelig noget, der gør ondt i den tyske klub.
Klubbens sportsdirektør, Martin Schmidt, lægger da heller ikke skjul på, at han er meget skuffet over nederlaget, men også over den måde, Mainz spillede kampen på mod det tyske storhold.
- At tabe 8-1 gør meget ondt. Vi ville være modige, og måske var vi for modige. På et tidspunkt var vi for kæphøje og kom i klemme mod ekstremt effektive Bayern. Vi fik vi en lektion i, hvordan man ikke skal spille mod Bayern, lyder det fra sportsdirektøren.
Det begynder at se svært ud for Mainz i Bundesligaen, hvor de efterhånden har langt op til en placering over nedrykningsstregen, der redder dem fra at rykke ned i 2. Bundesliga, men der venter en meget vigtig kamp i den kommende runde, når de møder Bochum, der ligger lige over stregen, på hjemmebane.
Mainz kan dog glæde sig over, at de kun har to point op til FC Köln, der ligger på 16. pladsen, som giver to kampe mod et hold fra 2. Bundesliga om en plads i Bundesligaen i den kommende sæson.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.