Der er et vaskeægte topopgør i Bundesligaen i denne weekend, hvor Bayer Leverkusen og Bayern München tørner sammen i toppen af tabellen.
Der er en ny runde på vej i den tyske Bundesliga, og i løbet af weekenden er der nogle ganske interessante kampe på programmet, hvor der også er vigtige point på spil.
Den klart mest interessante kamp i weekendens runde, bliver spillet lørdag aften, hvor Bayer Leverkusen og Bayern München byder hinanden op til dans i et decideret topbrag i Bundesligaen.
I den seneste runde spillede Bayer Leverkusen på udebane mod Darmstadt i Bundesligaen, og her tog de alle tre point med hjem efter en sejr på 2-0, og den sejr betyder, at Leverkusen holder fast i at være ubesejret i Bundesligaen i denne sæson.
Det har de nu været i 20 runder, hvor det er blevet til 16 sejre og fire uafgjorte. De har været i toppen af tabellen sæsonen igennem, og de ligger lige nu nummer et i den bedste tyske række med 52 point.
Leverkusen har lige nu to point ned til Bayern München, som de skal spille mod i denne runde. Bayern har også hentet 16 sejre, men de har dog også tabt to kampe i løbet af sæsonen, og så har de altså 50 point. De har hele ti point ned til Stuttgart, der ligger nummer tre.
Bayern spillede på hjemmebane mod Borussia Mönchengladbach i deres seneste ligakamp, og her vandt de med 3-1, og satte tre point ind på kontoen. De har nu vundet to kampe i træk i Bundesligaen, ligesom det også er blevet til fem sejre i deres seneste seks ligakampe.
Sidste gang Bayer Leverkusen og Bayern München spillede mod hinanden, sluttede kampen uafgjort med 2-2, og kigger man på de seneste fem indbyrdes kampe mellem dem, så er to kampe sluttet uafgjort, mens Bayern München har vundet to, og Leverkusen har vundet en enkelt kamp.
Den kun 19-årige Aleksandar Pavlovic har været med fra start i Bayern Münchens seneste to kampe, hvor han endda også er kommet på måltavlen i begge kampene fra hans position på den centrale midtbane.
Den unge midtbanespiller scorede senest i kampen mod Borussia Mönchengladbach i den seneste runde, hvor Bayern München vandt med 3-1, og nu fortæller han selv lidt om, hvordan han har oplevet den seneste periode, hvor han har været meget på banen.
- Jeg var i en årrække bolddreng her. Nu scorer jeg selv på stadion, og det er endnu bedre. Jeg er opvokset her, opvokset med Bayern – klubben betyder alt for mig. Jeg spiller bare det fodbold, jeg er vant til. Når det ser så smukt ud, gør det mig endnu gladere, lyder det fra den unge midtbanespiller.
Pavlovic kom til Bayern München, da han var dreng, og han har derfor taget turen op gennem klubbens akademi og ungdomshold, til at han nu er en del af førsteholdet.
Det er i denne sæson blevet til ti kampe for Bayern Münchens førstehold for Pavlovic, og udover to scoringer har han også tegnet sig for to assists.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.