Arsenal og PSV tørner sammen i den første runde i denne sæsons Champions League i jagten på en god start i turneringen.
Champions Leagues gruppespil skal endelig til at gå i gang, efter der er blevet fundet de hold, der skal være med, og der er blevet trukket lod til de otte grupper.
Der bliver taget hul på Champions Leagues gruppespil i denne uge, og for Arsenals vedkommende så starter de ud med en kamp hjemme i London, hvor de møder PSV Eindhoven.
Hvem | Arsenal - PSV |
Hvad | Champions League |
Hvornår | 20. september, kl. 21:00 |
Hvor | Emirates Stadium |
Stream | TV3 Sport |
I sidste sæson så det rigtig godt ud for Arsenal i Premier League, da de længe lå nummer et, og lignede også en engelsk mester, inden Manchester City leverede et flot comeback, og forviste Arsenal til andenpladsen i stedet for.
Med deres andenplads var Arsenal også sikret en plads i Champions League, da det er de fire øverste hold i Premier League, der kommer med i turneringen, og midt i skuffelsen over det missede mesterskab, betyder det også noget for dem.
Arsenal har nemlig ikke været med i Champions League siden sæsonen 2016/2017, og det er en lang periode at være væk for et hold, der inden da havde været kvalificeret til turneringen i imponerende 19 sæsoner i træk, men nu er de altså endelig tilbage igen.
Englænderne havnede i Gruppe B, da der blev trukket lod til gruppespillet i Champions League, og her bliver deres modstandere Lens, PSV Eindhoven og Sevilla. Det burde være en gruppe, som Arsenal går videre fra. De vil i hvert fald nok betragte det som en skuffelse, hvis det ikke lykkes for dem at gøre det.
Sidste gang Arsenal og PSV Eindhoven stod overfor hinanden, blev det til en sejr på 2-0 til hollænderne, og hvis man kigger på de seneste fem indbyrdes opgør mellem de to hold, så har PSV vundet to kampe, mens Arsenal har vundet en enkelt, og to kampe er sluttet uafgjort.
For tre år siden skiftede Kai Haverts Leverkusen ud med Chelsea, og selvom han var med til at vinde Champions League med klubben, blev han aldrig for alvor den store succes hos englænderne.
I de seneste transfervinduer er der blevet skiftet en del ud hos Chelsea, og denne sommer stod det så klart, at Havertz også var på jagt efter en anden klub, da Chelsea ikke formåede at kvalificere sig til europæisk fodbold.
Tyskeren rejste dog ikke så langt, da han fandt sin nye klub. Det blev nemlig naboerne fra Arsenal, der løb med ham, og de betalte Chelsea omkring 560 mio. kroner for den tyske offensivspiller.
Den 24-årige tysker har dog ikke fået den bedste start på sæsonen hos Arsenal, hvor han endnu ikke har bidraget med mål eller assists, men Havertz slår dog fast, at han ikke er bekymret for, at der er lidt tilvænning.
- Jeg har ofte haft en tilvænningsfase, og I ser ofte kun på det negative. Det er ikke den første klub, hvor jeg må starte forfra. Selvfølgelig vil man gerne være en succes så hurtigt som muligt, men jeg ved at der er en tilvænningsperiode. Jeg prøver at gribe det an på en afslappet måde, siger Havertz.