De danske mestre fra FCK er igen kvalificeret til gruppespillet i Champions League, og vi kigger her lidt på deres tidligere meritter i turneringen.
Det er historisk, at FCK er med i Champions Leagues gruppespil for anden sæson i træk. Det er der ikke nogen anden dansk klub, der har formået tidligere.
Det er sjette gang i alt, FCK kvalificerer sig til et gruppespil i Champions League, og i denne artikel dykker vi lidt ned i deres bedste kampagner i Champions League.
Da FCK kvalificerede sig til Champions Leagues gruppespil for første gang i sæsonen 2006/2007, gjorde de det ved at slå Ajax Amsterdam med 2-0 i Holland, efter de havde tabt 2-1 hjemme i Parken, og så var de klar til gruppespillet.
Da der blev trukket lod til grupperne, blev FCK trukket ud i Gruppe F, og det var sammen med Manchester United, Celtic og Benfica, og selvom den danske storklub ikke var favoritter i den gruppe, lavede de alligevel nogle ret gode resultater.
De var f.eks. ubesejrede hjemme i Parken i de tre gruppekampe, hvor de startede med at spille 0-0 mod Benfica, og efterfølgende vandt de 1-0 over Manchester United, inden de i den sidste gruppekamp slog Celtic med 3-1.
Desværre for københavnerne løb de ind i tre nederlag i deres kampe på udebane. Det betød, at de sluttede med syv point på gruppens sidsteplads. Benfica havde også syv point, mens Celtic havde ni point, og Manchester United havde 12.
I sæsonen 2013/2014 var FCK også kommet med hele vejen til gruppespillet, og her havnede danskerne i en gruppe, som på forhånd så meget svær ud for dem.
De skulle nemlig op imod selveste Real Madrid, Juventus og Galatasaray, og det viste sig da også at blive lige nøjagtigt så svært, som det så ud til at blive.
Danskerne endte på sidstepladsen i gruppen med fire point, og så var den europæiske kampagne altså slut for denne omgang efter de seks kampe, der blev spillet i gruppespillet.
Pointene hentede FCK hjemme i Parken, hvor de slog Galatasaray med 1-0, og de spillede 1-1 mod Juventus. Det blev altså ikke til point på udebane i gruppespillet.
Det så lidt mere overkommeligt ud for FCK, da de havde kvalificeret sig til Champions Leagues gruppespil i sæsonen 2016/2017, hvor de slap for at være i gruppe med de helt tunge drenge.
Denne gang ventede Leicester, FC Porto og Club Brugge, og det var ikke en gruppe, hvor man tænkte, at FCK var helt uden chancer, hvis de spillede op til deres bedste.
Endnu en gang viste FCK, at de er svære at slå hjemme i Parken, og det lykkedes da heller ikke for nogle af holdene. De spillede 0-0 mod både Leicester og Porto, mens de bankede Club Brugge med 4-0 på eget græs.
På udebane blev det til en sejr, en uafgjort og et nederlag, hvilket i alt gav FCK ni point. Det var nok til at tage tredjepladsen i gruppen, og det betød altså, at de rykkede over, og spillede Europa League efterfølgende.
Vi skal tilbage til sæsonen 2010/2011 for at finde den bedste sæson, FCK har haft i Champions League indtil videre. Her var da havnet i Gruppe D sammen med Barcelona, Rubin Kazan og Panathinaikos.
Igen viste FCK klassen på hjemmebane i Parken, hvor de spillede uafgjort mod Barcelona, mens de vandt over både Panathinaikos og Rubin Kazan. De tabte både til Barcelona og Rubin Kazan på udebane, men de slog Panathinaikos.
De fik i alt skrabet ti point sammen, og det var nok til at tage andenpladsen i gruppen efter Barcelona, og derfor var danskerne altså videre til ottendedelsfinalen.
Her stod FCK overfor Chelsea, og det var bare overmagten, de mødte der. Chelsea vandt 2-0 i den første kamp, og da returkampen endte 0-0, måtte FCK altså se sig slået ud af turneringen.