I denne uge vil vi tage et kig på nogle af de bedste danske fodboldspillere i historien, og vi starter selvfølgelig med målmanden.
Målmanden er en meget vigtig spiller for et hold. Hvis man har en sikker sidste skanse, kan det være meget pointafgørende for et hold.
Der har været nogle rigtig gode af slagsen i dansk fodbold gennem tiden, og her vil vi komme med et bud på, hvem der har været de bedste.
Helt tilbage i 1980 startede Peter Schmeichel sin seniorkarriere, og han holdt liv i den i hele 23 år, før han lagde sine støvler på hylder permanent i 2003.
Han spillede for klubber som Gladsaxe-Hero, Hvidovre, Brøndby, Manchester United, Sporting CP, Aston Villa og Manchester City, og der er ingen tvivl om, at han har været den bedste målmand, Danmark har haft.
Han havde stor succes i hans tid hos Manchester United, hvor han spillede i otte år, fra 1991 til 1999, og det blev i alt til 384 kampe for den engelske storklub. I den periode vandt han fem engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler, fire engelske Super Cups og en enkelt gang vandt han også Champions League.
Med Brøndby vandt han fire danske mesterskaber og en pokaltitel, mens det med Sporting CP blev til et portugisisk mesterskab og to trofæer i den portugisiske Super Cup.
Schmeichel nåede at spille 121 kampe på det danske landshold, og her var han med til den helt store triumf, da Danmark blev Europamester i 1992, og han var også med i 1995, da Danmark vandt Confederations Cup.
643 kampe blev det til i Schmeichels professionelle karriere, hvis man lægger klubkampe og landskampe sammen, og i 274 af de kampe formåede målmanden at holde buret rent.
Et ordsprog siger, at æblet ikke falder langt fra stammen. Det kan man også nemt sige i dette tilfælde, da næste mand på listen er Peter Schmeichels søn, Kasper Schmeichel.
Den yngre Schmeichel er stadig aktiv på højeste plan, hvor han på trods af sine 35 år lige er skiftet klub, og har skrevet under på en kontrakt, der i hvert fald holder ham i gang i tre år endnu.
Det er den franske klub, Nice, der lige har hentet ham i Leicester, hvor han havde spillet i 11 sæsoner, så han skal lige ud og prøve noget nyt, inden han er klar til at indstille sin professionelle karriere.
Kasper Schmeichel havde de seneste år været blandt de bedste målmænd i Premier League, og han kan kigge tilbage på 11 sæsoner i Leicester med stor glæde og gode minder.
I alt spillede han 478 kampe for den engelske klub, og han har været en del af det nok mest overraskende engelske mesterskab nogensinde, da Leicester i 2016 lykkedes med at vinde mesterskabet. Sidste år vandt de også FA Cuppen, og i år har de så vundet den engelske Super Cup.
Ligesom sin far har Kasper Schmeichel også haft en stor og flot karriere på det danske landshold, der dog ikke er ovre endnu, da han stadigvæk er det sikre førstevalg på posten.
Han debuterede på landsholdet i februar 2013, og siden da er det blevet til 84 kampe for det danske landshold. Han spillede en stor rolle ved det seneste EM, hvor Danmark kom frem til semifinalen, og nu bliver der set frem mod den kommende VM-slutrunde i Qatar.
Kigger man på landskampe, så har Lars Høgh ikke haft nogen stor karriere. Det er blevet til otte af slagsen, men han stod også i skyggen af Peter Schmeichel i de år, han var aktiv.
Der er dog ingen tvivl om, at Lars Høgh var en rigtig god målmand. Han debuterede for OB i 1977, og da han lagde støvlerne på hylden i 2000, spillede han stadig i OB. Han har aldrig spillet for andre klubber.
Han var med på det danske landshold, der vandt Confederations Cup i 1995, og han vandt ligeledes tre danske mesterskaber og tre pokaltitler med OB. Han var også en del af det OB-hold, der i 1994 vandt 2-0 over selveste Real Madrid på Santiago Bernabeu, og skabte ’Miraklet i Madrid’, som er det største enkeltstående resultat i dansk klubfodbold.
Klubmanden Lars Høgh spillede imponerende 817 kampe for OB, og han er desværre ikke længere i blandt os. Han gik bort 8. december sidste år, og blev efterfølgende hyldet på mange fodboldstadions rundt omkring i Danmark.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies