Anden runde i Superligaen er afviklet, og her dykker vi lidt ned i, hvad vi blev klogere på i runden.
Alle hold i Superligaen har nu spillet to kampe, og selvom man ikke kan konkludere noget ud fra det, så er der stadigvæk nogle af holdene, der har fået gode point på kontoen.
Runde to bød både på overraskelser og forventede resultater, og her vil vi kigge lidt på, hvilke ting vi lærte fra den anden spillerunde.
I sidste sæson skuffede FC Nordsjælland i Superligaen, hvor de i perioder flirtede temmelig meget med nedrykningsstregen, men de klarede frisag, og er derfor også med i den bedste række i denne sæson.
Inden denne sæson gik i gang, så mange nok FC Nordsjælland som en potentiel nedrykker, og oddsene for at de rykkede ned, gjorde da også, at de i hvert fald var blandt de fire ’favoritter’ til det.
De har dog været bedøvende ligeglade med odds og eksperter hos FC Nordsjælland, og efter de første to kampe ligger de på førstepladsen i Superligaen med maksimumpoint. De startede med at hente en sejr på 2-0 i Odense over OB, og i weekenden blev det til endnu en flot udesejr, denne gang på 3-1 over Brøndby. De har fået en rigtig flot start på sæsonen.
Forud for denne sæson sagde AaB farvel til Jacob Rinne, Rasmus Thelander og Magnus Christensen, der alle forlod klubben på en fri transfer. Der skete dog også en del den anden vej, da Alan Sousa, Lars Kramer, Andreas Poulsen, Josip Posavec og Kilian Ludewig er kommet ind.
Sammenholdt med at Lucas Andersen også for alvor er klar igen, så havde mange forudset, at AaB kunne blande sig i toppen i denne sæson, men efter de første to runder er det dog i hvert fald ikke sket endnu.
Det har godt nok heller ikke været de to nemmeste opgaver, de har været på indtil nu, hvor de har mødt Viborg på udebane og FCK på hjemmebane, og det er blevet til nederlag i dem begge to. AaB er derfor det eneste hold i ligaen, der endnu ikke har fået point, og det placerer dem på sidstepladsen.
Da Silkeborg rykkede op i sidste sæson, leverede de en gedigen overraskelse, da de sluttede som nummer tre i Superligaen, og vandt bronzemedaljerne. Det var også dem, der løb med topscorertitlen, da Nicklas Helenius tegnede sig for 17 scoringer.
Spørgsmålet var derfor forud for denne sæson, om de kunne fortsætte de flotte takter igen, og i den første runde mod Lyngby, måtte de nøjes med 2-2 ude mod oprykkerne, efter de havde været bagud med 2-0. Helenius scorede begge mål.
I denne runde skulle de på papiret på en endnu sværere opgave, hvor modstanderen var FC Midtjylland i Herning, og her styrede Silkeborg kampen fuldstændig. De spillede FC Midtjylland ud af deres eget græs, og vandt kampen med 3-1. Målene blev sat ind af Nicolai Vallys, Anders Klynge og Nicklas Helenius, og Silkeborg imponerer stadig med deres flotte spil.
Sidste sæson var en stor skuffelse for AGF, der ikke kom med i mesterskabsspillet, og også lignede et hold, der kunne have været rykket ned, hvis ikke SønderjyskE og Vejle havde høstet så få point.
De fik en skidt start på sæsonen, da de i den første kamp tog til Brøndby, og tabte med 1-0, og det skulle de selvfølgelig forsøge at rette op på i weekenden, da de spillede på hjemmebane mod Viborg.
Klubbens træner, Uwe Rösler, jagtede sin første sejr, og AGF jagtede samtidig også deres første hjemmesejr siden november. Begge dele lykkedes, da Viborg blev sendt hjem med et nederlag på 3-1, og måske blæser der igen lidt positive vinde over Århus.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies