Der er flere hold, der vil være skuffede over ikke at have kvalificeret sig til EM, og dem kigger vi lidt på her.
Vi begynder at kigge frem mod EM-slutrunden i Tyskland i næste måned, og her tager vi et kig på de bedste hold, der ikke er blandt de 24, der er kvalificeret til turneringen.
Den norske landstræner, Ståle Solbakken, har ikke for alvor formået at få gang i det norske landshold, efter han tog over, selvom han har nogle ret gode spillere at arbejde med.
Det norske hold består af spillere, der spiller i de helt store europæiske ligaer. Både i Premier League, Serie A, Bundesligaen og La Liga. De største profiler på holdet er Erling Haaland, der er topscorer i Premier League, og Martin Ødegaard, der er anfører for Arsenal.
Norge har dog ikke leveret nogle ret gode resultater, og deres hold virker til at være bedre, end det har vist. Men det handler selvfølgelig også om, at man skal kunne spille som et hold og ikke bare gøre det godt individuelt.
I EM-kvalifikationen var de aldrig for alvor tæt på at spille sig til slutrunden, da de sluttede som nummer tre i Gruppe A, hvor de havde ti point op til Spanien og seks point op til Skotland.
I Sverige havde de også håbet på, at de kunne kvalificere sig til EM-slutrunden denne gang, da det er ved at være noget tid siden, de for alvor har blandet sig i det fornemme selskab ved en slutrunde.
På det svenske hold er der også nogle profiler, der spiller i store klubber til dagligt som Alexander Isak, Victor Lindelöf, Anthony Elanga, Dejan Kulusekvski og Viktor Gyökeres. De har desværre bare haft svært ved at få det til at fungere, når de er mødt ind på landsholdet.
Svenskerne var i Gruppe F i EM-kvalifikationen, og det var forventet, at de ville blande sig om de to øverste pladser i gruppen, der gav avancement til slutrunden, men sådan endte det slet ikke for dem.
Belgien blev nummer et, og Østrig blev nummer to, og det er egentlig ikke nogen katastrofe, at Sverige sluttede som nummer tre, men det skete på en måde, hvor de slet ikke var tæt på at komme med. Svenskerne fik nemlig kun ti point efter de otte gruppekampe, mens Belgien fik 20 point, og Østrig fik 19.
I kvalifikationen var Wales i Gruppe D, og her stod det klart, at det var Tyrkiet og Kroatien, de skulle slås med om at komme videre fra gruppen.
Waliserne gjorde det fint ved den seneste EM-slutrunde, og det er spillere som Ben Davies, Harry Wilson og Aaron Ramsey, der er de bærende kræfter på holdet i øjeblikket.
I de otte gruppekampe der blev spillet, hentede Wales 12 point, og det var ikke nok til at komme videre til slutrunden, da Tyrkiet og Kroatien havde hhv. 17 og 16 point.
Waliserne kom dog med i playoff blandt de bedste 3’ere, og her startede de med at slå Finland ud i semifinalen, hvor det blev til en sikker sejr på 4-1.
I finalen stod Wales overfor Polen, og det blev en dramatisk kamp, der sluttede 0-0, men Polen endte dog med at trække det længste strå i straffesparkskonkurrencen, og derfor er Wales ikke med til EM i Tyskland.