Vi kigger her nærmere på de stadions, der skal lægge græs til de forskellige kampe ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland.
Der er 10 forskellige stadions, der er valgt ud til at huse kampene ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland, og vi giver her et overblik over, hvad det er for nogle.
Olympiastadion Berlin
Det olympiske stadion i Berlin blev renoveret tilbage i 2004, og efter den renovering er der nu plads til omkring 70.000 tilskuere, og der er blevet planlagt, at der skal spilles seks kampe her.
Tilbage i 2006 blev VM-finalen mellem Frankrig og Italien spillet på dette stadion, og det er også her, årets EM-finale skal spilles, når vi kommer så langt.
Fussball Arena München
Det er Bayern Münchens hjemmebane, Allianz Arena, men til slutrunden har stadion fået et nyt navn. Normalt er der plads til 75.000 tilskuere til en kamp i Bundesligaen, men her ved slutrunden vil der kunne være 66.000 tilskuere.
Det er ikke første gang, stadionet får nyt navn ved en slutrunde. Ved VM i 2006 hed det WM-stadion München. På dette stadion skal der også spilles seks kampe.
BVB Stadion Dortmund
Dortmunds hjemmebane har normalt plads til 81.000 tilskuere, men ved denne slutrunde bliver det tal lige skåret med 20.000, så der kan være 61.000 tilskuere.
Normalt hedder stadion Signal Iduna Park, men når det er en UEFA-turnering, er navnet i stedet BVB Stadion Dortmund.
Stuttgart Arena
Stuttgarts normale hjemmebane MHPArena er til slutrunden blevet lavet om til Stuttgart Arena, og her vil der være plads til lige knap 51.000 tilskuere.
På dette stadion skal Danmark spille mod Slovenien,og der skal i alt spilles fem kampe på dette stadion. Åbningskampen mellem Tyskland og Ungarn skal også afvikles på denne bane.
Arena AufSchalke
På dette stadion spiller Schalke 04 deres hjemmekampe. Denne Arena blev bygget i 2001, hvor den erstattede det tidligere Parkstadion, og det smarte her er, at der er et tag, der kan rulles ud.
Der er plads til lige i underkanten af 50.000 tilskuere på dette stadion, når der skal spilles kampe ved EM, og der er i alt planlagt fire kampe, der skal spilles her.
Frankfurt Arena
Som navnet antyder, så er det her, Eintracht Frankfurt spiller deres hjemmekampe i Bundesligaen. Når de gør det, er navnet dog Deutsche Bank Park, men når der skal spilles kampe ved slutrunden, vil navnet altså være Frankfurt Arena.
Der kan være 48.000 tilskuere på stadion, og hvis man kommer med toget, kan man blive kørt lige til døren. Stadion har nemlig sin helt egen station, så det er nemt at komme dertil.
Volksparkstadion Hamburg
Når Hamburger SV spiller deres kampe i 2. Bundesliga, er det på Volksparkstadion. I denne sæson har stadion dog også fungeret som hjemmebane for Shakhtar Donetsk i Champions League.
Der kan være 50.000 tilskuere på stadionet, der egentlig blev bygget i 1925, men det blev dog revet ned og erstattet af noget mere moderne i 1998. Stadion skal lægge græs til fem kampe ved sommerens slutrunde.
Düsseldorf Arena
På Merkur Spil-Arena har Fortuna Düsseldorf hjemmebane, når de spiller deres kampe i 2. Bundesliga, og deres stadion skifter navn til Düsseldorf Arena, når der skal spilles kampe der under EM-slutrunden.
Der kan være omkring 46.000 tilskuere, og det er et stadion, der normalt også bliver brugt til en række andre sportsbegivenheder og koncerter. Der skal spilles fem kampe i Düsseldorf ved EM-slutrunden.
Stadion Köln
RheinEnergieStadion hvor FC Köln normalt spiller deres hjemmekampe, er ikke noget særligt mundret navn, men det bliver der lavet om på til EM-slutrunden, hvor det bare hedder Stadion Köln.
Der er fem kampe, der skal spilles på dette stadion, hvor der kan være lige omkring 47.000 tilskuere til de opgør.
Stadion Leipzig
Dette stadion er bygget i 2004, og siden 2010 har det heddet Red Bull Arena. Det kommer det selvfølgelig ikke til under slutrunden, hvor navnet vil være Stadion Leipzig.
Der kan være omkring 46.600 tilskuere, og der skal spilles fire kampe her. Da der var VM i 2006, blev der spillet fem kampe på dette stadion.