Gå til indhold
spillemyndigheden Ansvarsfuldt spil
Opret konto
Sportsstadion
  1. Fodbold

Fodbold: FCK jagter avancement - Har lavet store resultater før

FCK var med i en vild kamp i sidste uge, da de spillede 4-4 mod PSV i Holland i det første opgør i Conference League.

FCK er det eneste danske hold, der er tilbage i Europa, og det bliver igen dem, danskerne skal hænge sin hat på, hvis der skal hentes point hjem til koefficientranglisten.

Det danske hold er stadig med i Conference League, efter de i efteråret gik videre fra deres gruppe, og i ottendedelsfinalen er de oppe imod den hollandske storklub PSV.

Vild kamp i Eindhoven

Det første opgør blev spillet på udebane i Holland i sidste uge, og det endte med at blive en helt vanvittig kamp mellem de to hold. Allerede efter seks minutter bragte FCK sig foran med 1-0, og da dommeren fløjtede til pause, havde danskerne en føring på 3-1.

Få minutter inde i anden halvleg fik PSV reduceret til 3-2, og hollænderne nåede også at brænde et straffespark, inden de 20 minutter før tid fik udlignet til 3-3, og det var Cody Gakpo, der scorede alle tre hollandske mål.

Med sit andet mål i kampen fik Pep Biel bragt FCK foran med 4-3, men med fem minutter tilbage kom PSV tilbage i kampen med deres udligning til 4-4, som også endte med at blive kampens resultat. Underholdningen i Eindhoven var altså tydelig i en kamp med otte scoringer.

FCK vil selvfølgelig nok ærgre sig over, at de ikke endte med at vinde kampen, når de var foran med to mål ved pausen, og også var foran lige til sidst, men isoleret set er resultatet nok godkendt for danskerne.

FCK’s store resultater i Europa

Et uafgjort resultat mod et hollandsk storhold i Conference League er dog nok ikke blandt FCK’s største resultater i europæisk fodbold, men der er i stedet nogle andre, der er værd at fremhæve.

Tilbage i 2006 kunne FCK for første gang kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. Det krævede dog først, at de eliminerede et andet hollandsk storhold Ajax dengang. FCK havde kvalificeret sig til tredje kvalifikationsrunde i turneringen, og de skulle starte med at byde hollænderne op til dans hjemme i Parken.

Her viste Ajax sig dog som en lidt for stor mundfuld, og det var stjerneangriberen, Klaas Jan Huntelaar, stærkt medvirkende til, da han scorede to mål i den hollandske sejr på 2-1.

Det lignede derfor en meget vanskelig opgave for FCK, da returkampen skulle spilles i Holland. Nede med et enkelt mål, og med mere end 35.000 tilskuere på tribunen, men danskerne havde heldigvis ikke givet op på forhånd.

FCK leverede da også en rigtig fin indsats i udekampen mod Ajax, og de leverede faktisk overraskelsen. Det blev til en sejr på 2-0 til de dengang danske mestre, på mål af Michael Silberbauer og et selvmål af Thomas Vermaelen, og dermed vandt de opgøret med 2-1 samlet.

Det var et rigtig flot resultat af FCK på det tidspunkt, for Ajax havde et fremragende hold, og det blev samtidig også historisk, da det var første gang nogensinde, de kvalificerede sig til gruppespillet i Champions League.

Sejren over det engelske storhold

Efter den samlede sejr over Ajax kom FCK i gruppe med Benfica, Celtic og Manchester United i Champions League, og her leverede det danske hold endnu et flot resultat.

Efter at have mødt de tre hold en gang hver havde FCK et enkelt point, og i den fjerde kamp skulle de hjemme i Parken møde Manchester United. Det var ikke hverdagskost, at så store klubber var på besøg i København, og der var da også mere end 40.000 tilskuere på plads til opgøret.

Man kan måske godt argumentere for, at United ikke var i stærkeste opstilling, men det skal selvfølgelig ikke tage noget fra danskernes præstation i opgøret, hvor de meget overraskende hentede alle tre point ved at vinde med 1-0. Kampens enlige mål blev scoret af den svenske angriber, Marcus Allbäck.

Flot kampagne i Europa League

I sæsonen 2019/2020 stod den på Europa League for FCK, og her leverede det danske hold en fornem kampagne, der startede med, at de eliminerede Riga FC i kvalifikationen med en samlet sejr på 3-2.

I gruppen ventede FC Lugano, Malmö FF og Dynamo Kiev, og da de seks kampe var spillet i gruppen, havde danskerne sikret sig videre avancement med ni point, og de skulle derfor være med i 16-delsfinalen.

Her stod FCK overfor det skotske storhold Celtic, og med 1-1 hjemme i København i den første kamp, så det svært ud forud for returkampen i Skotland, men her vandt FCK med 3-1, bl.a. på to mål i kampens sidste minutter.

Videre i ottendedelsfinalen skulle FCK op imod Istanbul Basaksehir fra Tyrkiet, og her startede de på udebane, hvor de måtte se sig besejret med 1-0. Hjemme i Parken satte de dog tingene på plads, og på to scoringer fra Jonas Wind og en enkelt fra Rasmus Falk vandt de kampen med 3-0.

I kvartfinalen stod de overfor Manchester United, ligesom de også gjorde i 2006. Denne gang var det grundet coronaen kun over et enkelt opgør, og her holdt danskerne ret godt stand.

Der blev ikke scoret i de første 90 minutter, og derfor måtte kampen ud i forlænget spilletid, inden Bruno Fernandes scorede for Manchester United, der så vandt kampen med 1-0, og dermed sluttede FCK’s europæiske kampagne det år.

Med 4-4 resultatet mod PSV i sidste uge har FCK stadig muligheden for at lave en god europæisk kampagne i denne sæson, men det kræver selvfølgelig, at de følger op på resultatet, når de torsdag aften spiller returkamp mod hollænderne hjemme i København.

Fodbold betting

bet365 bruger cookies

Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies