Hos FCK maler de ikke fanden på væggen, selvom de tabte til Randers i Superligaen i den seneste kamp.
Det har set rigtig godt ud for FCK i Superligaen i foråret. De første syv runder i 2022 vandt de, og satte 21 point ind på kontoen.
I flere uger har det set ud til, at de var ved at køre et sikkert dansk mesterskab i hus, men i de seneste runder er der blevet lidt anderledes for københavnerne.
Mesterskabskampen er blevet åbnet op igen, og det er FCK selv, der har sørger for, at der igen er spænding om, hvem der skal vinde Superligaen i denne sæson.
I de sidste tre runder i Superligaen har de nemlig kun hentet tre point. De point blev hentet i forrige kamp, hvor de vandt over deres rivaler fra Brøndby.
Inden kampen mod Brøndby havde FCK spillet på udebane mod Silkeborg, og det blev ikke nogen fod oplevelse for dem, da de her løb ind i et nederlag på 3-1.
Efter kampen mod Brøndby spillede de i weekenden på hjemmebane mod Randers, og det blev bestemt heller ikke nogen god oplevelse for FCK. Her leverede de nemlig en rigtig dårlig indsats, og blev besejret med 1-0.
FCK har ikke vundet mesterskabet siden 2019, og med nederlaget til Randers er der igen begyndt at være snak om, at de skulle have fået gummiben, men det vil holdets profil, Rasmus Falk, dog ikke høre på.
- Nej, altså vi er stadig i en god position, men lige nu tænker jeg på kampen og præstationen, end jeg tænker længere frem.
- Der er noget tid igen og flere kampe, så vi skal se på, om vi ikke kan sætte en bedre kamp sammen næste gang, fordi det er det, som skal give os point. Hvis vi spiller på den her måde, ender vi med at tabe flere kampe, siger Falk.
Præstationen mod Randers var virkelig ikke god for FCK, og Falk kunne da også godt se, at det ikke var det vanlige niveau, der blev ramt i det opgør.
- Vi fik en dårlig start på kampen, men der er trods alt nok tid til at redde det. Til sidst fik vi så lagt et tryk, uden det blev rigtig farligt. Det giver ikke rigtig mening med det, hvor vi kom fra.
- Vi tog mange dårlige beslutninger. Kvaliteten var for dårlig hele vejen rundt, og det gjorde, at det blev urytmisk. Det gjorde, at der var mange dødbold og indkast i anden halvleg. Men vi skulle stadig have formået at sætte noget sammen, når vi havde kuglen, slutter han.
Omvendt præsterede Randers rigtig flot mod FCK, og sejren kom også på et meget vigtigt tidspunkt for dem, da de inden den kamp havde tabt tre kampe i træk i Superligaen.
Klubbens træner, Thomas Thomasberg, havde ikke forventet, at hans hold ville vinde i Parken, og han var også overrasket, at FCK ikke kom med mere, end de gjorde.
- Det var ikke en forventet sejr, men selvfølgelig troede vi på, at vi kunne lave noget herovre. Jeg er stadig overrasket over, at vi ikke kom under mere tryk. Jeg synes, vi fik det løst godt fra start af. De havde måske også forventet et lidt lettere bytte, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de fik en lille opsang i pausen, men den synes jeg, vi fik aflivet ret hurtigt, fordi vi igen kom lidt op i deres felt og op på deres halvdel at spille, siger Thomasberg.
- Det var en super præstation både offensivt og defensivt. Det ærgrer mig lidt, at vi ikke scorede flere mål. Nu viste det sig at være nok både i Brøndby og her, men jeg synes, der er tilløb og nogle chancer, hvor vi simpelthen skal have effektiviteten lidt op, slutter han.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies