En dansker bliver landstræner for det svenske fodboldlandshold, da Jon Dahl Tomasson har valgt at sætte sig i spidsen for holdet.
Jon Dahl Tomasson havde en stor karriere som aktiv spiller, og efter han satte støvlerne på hylden i 2011, tog han hul på en trænerkarriere, der startede som assistenttræner for hollandske Excelsior.
Han har indtil nu prøvet flere ting i sin trænerkarriere, og tidligere i denne uge blev han så præsenteret som den nye træner for det svenske landshold.
I starten af denne måned stoppede Jon Dahl Tomasson som manager i den engelske klub Blackburn, som han havde været i siden sommeren 2022, og han nåede at stå i spidsen for dem i 90 kampe, hvor de i gennemsnit hentede 1.51 point pr. kamp.
Siden han stoppede i England har han været sat kraftigt i forbindelse med det svenske landshold, og tidligere i denne uge blev det så officielt, da det svenske fodboldforbund kunne offentliggøre, at Tomasson er den nye svenske landstræner, der skal genrejse det svenske landshold.
Den 47-årige danske træner har fået en aftale, der gælder frem til efter VM-slutrunden i 2026, og hvis han sørger for, at Sverige bliver kvalificeret til VM, så bliver hans kontrakt som svensk landstræner automatisk forlænget.
Den første store opgave for Tomasson bliver Nations League til efteråret, men inden da venter fire testkampe i marts og juni, hvor de bl.a. skal spille mod Danmark, inden danskerne skal til EM den kommende sommer. Den danske træner glæder sig meget til at komme i gang.
- Jeg ser enormt meget frem til at begynde denne store opgave og at møde fans. spillere og selvfølgelig de svenske medier.
- På nært hold har jeg oplevet den passion, som I fans har for landsholdet. Jeg ser virkelig frem til at gå ind på Friends Arena og mærke jeres støtte - det bliver ekstremt mægtigt. Jeg er både spændt og beæret over at tage hul på denne rejse sammen med jer, siger Tomasson.
Det er første gang i rigtig mange år, at det ikke er en svensker, der skal være landstræner for Sverige, og valget er altså faldet på en dansker til den opgave.
Det er derfor en ny æra, der skal sættes i gang i dansk fodbold, og det er op til den tidligere danske landsholdsspiller at få svensk fodbold tilbage på verdenskortet.
Kim Källström er fodboldchef i det svenske fodboldforbund, og han glæder sig meget over ansættelsen af Tomasson, som han mener, passer perfekt til den profil, der er brug for omkring det svenske landshold.
- Jon Dahl Tomassons kvaliteter passer godt til kravprofilen. Det var ikke afgørende, men vi sætter pris på hans spillerbaggrund. Vi ser det som en styrke, at han har en god forståelse for landsholdsdrift efter sine år som assistenttræner i Danmark. Han har også spillet og været anfører for det danske landshold.
- Jon Dahl Tomassons måde at ville spille positiv angrebsfodbold på er noget, der vil passe godt til vores gruppe af spillere. Han har også god erfaring med at være frontfigur, som man naturligt bliver på det svenske herrelandshold, siger Källström.