Der er rivalopgør på programmet i den spanske Super Cup, hvor Real Madrid og Atletico Madrid mødes i den ene semifinale.
Den spanske Super Cup skal afgøres i denne uge, og der er fire hold, der skal slås om trofæet. Det er Real Madrid, Atletico Madrid, Barcelona og Osasuna der kæmper om det.
Den første semifinale spilles onsdag aften, og det bliver et opgør mellem de to rivaler fra hovedstaden, Real Madrid og Atletico Madrid, hvor den første finalist skal findes.
Tilbage i 2020 blev der lavet om på den spanske Super Cup, så det i stedet for bare at være et opgør mellem mestrene og pokalvinderne, er der fire hold, der kæmper om det, hvor der spilles semifinaler og finale.
Sidste år stod finalen mellem Barcelona og Real Madrid, hvor Barcelona vandt trofæet med en sejr på 3-1, og det er også muligt at gentage den finale igen i år, da begge hold er med, og de står i hver deres semifinale.
Ligesom sidste år bliver den spanske Super Cup i år afholdt i Saudi-Arabien, og den første semifinale der spilles onsdag den 10. januar bliver et opgør mellem de to naboklubber, Real Madrid og Atletico Madrid.
Real Madrid er med i turneringen, fordi de vandt den spanske pokalturnering, Copa del Rey, i sidste sæson, hvor de mødte Osasuna i finalen, og her blev det til en sejr på 2-1.
Atletico Madrid er med via deres tredjeplads i La Liga fra sidste sæson, da Real Madrid udover at vinde pokalturneringen også blev nummer to i ligaen. Derfor afslutter de feltet på de fire deltagere i Super Cuppen.
Sidste gang Real Madrid og Atletico Madrid stod overfor hinanden, blev det til en sejr på 3-1 til Atletico Madrid på hjemmebane. Hvis man kigger på de seneste fem indbyrdes opgør mellem de to klubber, så er det blevet til to sejre til hver, mens en enkelt kamp er endt uafgjort.
Jude Bellingham kom til Real Madrid fra Dortmund forud for denne sæson, og i hans første halve år i klubben imponerede han stort ved at lave 17 mål og fem assists i 21 kampe for klubben.
Den 20-årige englænder imponerede alt og alle efter sit skifte til den spanske storklub, og der er ingen tvivl om, at han har udviklet sig til at være en af de bedste spillere i Verden.
Han lægger heller ikke skjul på, at han har en stor drøm om at vinde en masse titler med Real Madrid i løbet af 2024, og det kan jo passende starte med den spanske Super Cup her i januar.
- I 2024 beder jeg om mange titler, flere mål, at kunne hjælpe holdet med at vinde kampe og nyde at være en Real Madrid-spiller. Målet, når du kommer til Real Madrid, er at vinde alt.
- At være i Real Madrid kræver et vist niveau af kvalitet og mentalitet, og at have sådan et ansvar er et stort privilegie for mig. Det ord opsummerer alt. Ikke mange spillere får muligheden for at spille for sådan en stor klub, lyder det fra Bellingham.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.