Den franske angriber, Kylian Mbappe, fortæller nu, at han har sin fremtid på plads inden den kommende sommers EM-slutrunde i Tyskland.
Kylian Mbappe er en af de absolut bedste spillere, der er lige i øjeblikket, og på det seneste har der været rigtig mange spekulationer omkring den franske angribers fremtid.
Nu kommer han dog selv med en melding om, at der ikke går så lang tid, før han inddrager hele fodboldverdenen i, hvordan hans fremtid ser ud fra den kommende sæson.
Når denne sæson er spillet færdig, udløber Kylian Mbappes kontrakt med PSG, og der har derfor i lang tid været spekuleret i, hvad der så skal ske med den franske angriber til den tid, hvor han kan forlade klubben på en fri transfer.
PSG vil gerne forlænge kontrakten med den franske stjerne, men Real Madrid har også været meldt interesseret i ham i flere år, og det kunne godt tyde på, at han ender med at skifte på en fri transfer til den spanske storklub den kommende sommer.
Dog er der endnu ikke meldt noget officielt ud endnu, og Mbappe fortalte selv på et pressemøde, at der endnu ikke er noget at melde ud om hans fremtid, men han regner dog selv med, at det bliver meldt ud inden den kommende EM-slutrunde til sommer, hvor han vil have fuld fokus på den.
- Jeg har ikke annonceret noget, for jeg har ikke noget at melde ud i øjeblikket. Jeg har hele tiden sagt, at den dag, der er nyt, skal jeg nok give lyd fra mig.
- Jeg kan sige, at mit fokus vil være på det franske landshold under EM. Jeg forventer, at min fremtid er afklaret til den tid, lyder det fra den franske angriber.
Mbappe har spillet for PSG siden sommeren 2017, og her er det indtil videre blevet til meget imponerende 250 scoringer i 297 kampe, hvor han også har bidraget med 106 assists.
Mere og mere tyder på, at det er Real Madrid, der får glæde af Kylian Mbappe fra den kommende sæson, det er bare et spørgsmål om tid, før det bliver offentliggjort.
Der har dog også været andre store klubber, der er blevet nævnt i jagten på den franske stjerne, men det virker ikke til, at der er andre klubber inde i billedet end den spanske storklub her og nu.
Barcelona har også tidligere været meldt interesseret i den 25-årige franskmand, men et skifte til dem kommer altså ikke på tale. Deres præsident, Joan Laporta, mener også, at Real Madrid kan ende med at få et problem, hvis de henter Mbappe til klubben.
- Jeg har en fornemmelse af, at de får et problem. De er nødt til at sælge en spiller (hvis Mbappé kommer), ikke sandt? For de kommer ikke til at spille begge to på samme position, og desuden er de begge markante spillere.
- Og med de summer, der tales om, vil det helt sikkert skabe splid i omklædningsrummet. Den slags sker ikke bare sådan uden konsekvenser, lyder det til slut fra Laporta.