Den sidste landskamp i denne omgang spilles mandag aften, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Østrig i Nations League.
Hvad: Danmark – Østrig
Hvor: Parken, København
Hvornår: 20:45, mandag 13. juni 2022
Hvor kan man se det: TV2
Odds: Danmark 4/5 - Østrig 15/4
Alle de forskellige turneringer rundt omkring i Europa har afsluttet deres sæsoner, men det er endnu ikke alle spillere, der er gået på ferie.
De forskellige landshold er nemlig samlet her i juni, og det gælder også for det danske, der har taget hul på Nations League, hvor de er i gruppe med Frankrig, Østrig og Kroatien.
Der er allerede spillet halvdelen af kampene i Nations League her i starten af juni, og danskerne er kommet temmelig godt fra land, hvor de i den første kamp vandt 2-1 over Frankrig, på to mål af Andreas Cornelius, og i den anden kamp vandt de 2-1 ude over Østrig. De kom dog lidt ned på jorden i den seneste kamp mod Kroatien, hvor de tabte 1-0 hjemme i Parken.
Det giver seks point efter de første tre kampe, og det placerer dem også på førstepladsen i gruppe A, hvor Østrig og Kroatien begge følger med fire point, og Frankrig indtager sidstepladsen med deres to point.
Mandag aften spiller Danmark den sidste landskamp i denne omgang, når de hjemme i Parken tager imod Østrig i den fjerde runde af Nations League, og det bliver altså et opgør med en modstander, som de allerede har mødt i løbet af denne samling.
I kampen i Østrig var Danmark måske ikke så dominerende, men de tog alligevel alle tre point med hjem, da først Pierre Emile Højbjerg scorede, og siden scorede Jens Stryger Larsen et rigtig flot mål.
Det bliver spændende at se, hvordan kampen bliver grebet an fra begge hold mandag aften, for Østrig spillede egentlig en rigtig god kamp mod Danmark på hjemmebane, men de fik bare ikke for alvor gjort noget ved de chancer, de spillede sig frem til.
Danmark og Østrig er ikke dem, der møder hinanden så flittigt, og siden 2010 er det kun blevet til fem indbyrdes møder mellem de to nationer. Her har Danmark haft et nogenlunde tag på østrigerne, da det er blevet til fire danske sejre, mens Østrig kun har vundet en enkelt kamp.
Det kampprogram de danske spillere er inde i lige for tiden, er et hårdt et af slagsen, og der kan derfor være spillere, der ikke kan være med i alle kampene.
Mikkel Damsgaard har siddet ude med en skade i længere tid for hans italienske klub, Sampdoria, men han var med fra start i den seneste landskamp mod Kroatien.
Der har derfor været lidt spekulationer om, at han måske ikke skulle være med i kampen mod Østrig, men den offensive profil melder dog sig selv klar til kamp igen mandag aften.
- Jeg synes, jeg tog et rigtig stort skridt mod Kroatien med den første startellever siden oktober. Det var rigtig dejligt, så det går fremad, og jeg er ved at være tilbage.
- Man er lidt mere træt end normalt, når man spiller 60 minutter for første gang, men jeg har det godt, og jeg er klar til at spille igen mandag. Jeg mangler stadig at være lidt mere kreativ og kræve bolden lidt mere, så jeg kan skabe flere chancer. En assist eller et mål vil også være dejligt, lød det fra Damsgaard.
Mens Damsgaard altså melder sig klar til at spille igen mandag aften, så er der andre spillere, der i hvert fald ikke kommer i kamp for Danmark, når de går på banen til kampen mod Østrig.
Både Christian Nørgaard og Kasper Dolberg er tidligere blevet sendt hjem, og de blev erstattet af Morten Hjulmand, der blev kaldt ind på landsholdet, men de to er ikke de eneste, der ikke kommer med.
Thomas Delaney og Yussuf Poulsen er også blevet sendt hjem, meddelte DBU på deres Twitter-profil, hvor de kom med en kort melding om, hvorfor de to ikke længere skulle være med i truppen.
-Thomas Delaney har givet alt, hvad han havde i sig og er sendt hjem på sommerferie, mens Yussuf udgår med en skade, lød det fra DBU.
Mens Morten Hjulmand altså blev kaldt ind som erstatning, da Nørgaard og Dolberg blev sendt hjem, så er der ikke blevet kaldt andre ind i stedet for Delaney og Poulsen.
Det er ikke kun Danmark, der mangler spillere i mandagens kamp, det samme gør modstanderne fra Østrig også, og det er deres nok største profil.
David Alaba spiller til dagligt for Real Madrid, og den østrigske forsvarsspiller udgik med en skade i kampen mod Frankrig, og han er ikke nået at komme over den, så han kan ikke hjælpe sit hold i kampen mod Danmark.
Østrig må også undvære Maximilian Wöber, der spiller for RB Salzburg, da han også sidder ude med en skade.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies