Morten Olsen er en af dem, der har sat størst aftryk på dansk landsholdsfodbold, hvor han både har spillet mere end 100 kampe, og har været landstræner.
I denne artikel tegner vi et lille portræt af Morten Olsen, hvor vi dykker ned i både hans karriere som spiller og hans karriere som træner.
Den 14. august 1949 blev Morten Olsen født i Vordingborg, og det var ikke til at spå om, at han ville komme til at sætte så stort et aftryk på dansk fodbold, som han endte med at gøre.
Det var også i hjembyen, Vordingborg, den dengang 7-8-årige Olsen startede med at spille fodbold, og mens det mere er reglen end undtagelsen, at spillere skiftede til andre klubber i løbet af deres ungdomstid, så var det ikke tilfældet med Olsen.
Han fortsatte i stedet med at spille for Vordingborg helt frem til 1969, hvor han var 19 år, og her var det altså på tide at komme videre til en større klub for ham.
Herfra gik turen videre til B1901, og her viste han sine kvaliteter så godt frem, at endnu større klubber begyndte at få øjnene op for ham, og det blev da heller ikke til ret mange år i klubben.
I 1972 skulle Morten Olsen så til udlandet som 22-årig, og her valgte han at tage til Belgien, hvor han nåede at spille rigtig mange år af sin karriere.
På det tidspunkt skiftede han til Cercle Brugge, og her spillede han de første fire år i Belgien, inden han i 1976 tog videre til Racing White Daring Molenbeek, hvor han fortsatte sit belgiske eventyr.
I 1980 lavede Olsen så sit store skifte, hvor han som 30-årig tog videre til Anderlecht, der er en af de rigtig store klubber i Belgien. Det skulle også vise sig at være et rigtig godt skifte, da han her var med til at vinde tre belgiske mesterskaber og UEFA Cuppen, hvor han var en stor profil på holdet.
I disse år var Morten Olsen også en meget vigtig spiller på det danske landshold, hvor han spillede libero. En plads på banen der var som skabt til ham, og han var med i de sjove 1980’ere, hvor det danske landshold var meget populært.
I alt blev det til 102 landskampe for ham, fra han debuterede i 1970, til han spillede sin sidste landskamp i 1988.
Olsen spillede for Anderlecht frem til 1986, hvor han skiftede til FC Köln. Her spillede han frem til 1989, hvor han stoppede sin karriere i en alder meget tæt på 40 år.
I 1990 tog Morten Olsen så i stedet hul på en trænerkarriere, hvor han startede med at blive træner for Brøndby. Her nåede han at vinde to danske mesterskaber og føre holdet frem til semifinalen i UEFA Cuppen, inden han blev fyret i 1992.
Han vendte tilbage til FC Köln som træner i 1993, og her modtog han også en fyreseddel i 1995, og så havde han en lille pause som træner, inden han i 1997 tog over i Ajax Amsterdam, hvor han både blev mester og pokalvinder, inden han også blev fyret her.
Tre fyringer havde Morten Olsen altså i bagagen, inden han i 2000 tog over som dansk landstræner, og her skulle det vise sig, at han faldt lidt mere til ro i jobbet, som han havde i mange år.
Olsen havde mest succes ved VM i 2002, hvor Danmark kom frem til ottendedelsfinalen, og ved EM i 2004, hvor de kom frem til kvartfinalen. Han førte også holdet til VM i 2010 og EM i 2012, hvor de dog ikke kom videre fra det indledende gruppespil.
Frem til 2015 var Olsen dansk landstræner, inden han valgte at stoppe, så det blev altså til 15 år i alt. Det var samtidig også hans sidste job som træner.