Østrigs landstræner, Ralf Rangnick, afviser muligheden for, at han er interesseret i at overtage det ledige job som tysk landstræner.
Det har ikke set godt ud for det tyske landshold i den seneste tid, hvor resultaterne ikke har været ret gode for dem, og det gik helt galt for dem, da de i sidste uge tabte med 4-1 til Japan i en venskabskamp.
Det resultat betød, at det blev den sidste kamp i spidsen for holdet for Hansi Flick, der efterfølgende blev fyret grundet de dårlige resultater.
Efter fyringen af Hansi Flick er Tyskland selvfølgelig på jagt efter en ny landstræner, der skal starte med opgaven at gøre dem klar til EM-slutrunden næste sommer, som de skal spille på hjemmebane.
Flere navne er allerede blevet sat i forbindelse med det nu ledige job, og det er navne som Julian Nagelsmann, Mathias Sammer, Ralf Rangnick, Oliver Glasner og Louis van Gaal, som tyske medier har sat i forbindelse med jobbet, og det skulle angiveligt være Nagelsmann, der er den foretrukne.
Den 64-årige Rangnick har stået i spidsen for bl.a. Manchester United og flere store tyske klubber, og med den erfaring han har gjort sig i løbet af sin trænerkarriere, er det sikkert også meget naturligt, at han er blevet skrevet på listen.
I dag står han i spidsen for det østrigske landshold, og han slår selv fast, at der ikke er nogen mulighed for, at han kommer til at blive tysk landstræner nu, da han er i gang med et spændende projekt, der hvor han er.
- Der er ingen chance for det. Jeg besluttede for 14 måneder siden at blive landstræner for Østrig og forberede holdet på at kvalificere sig til EM og spille en rolle der. Alt andet er ikke et emne for mig, lyder det fra den rutinerede træner.
Den seneste VM-slutrunde var dårlig for Tyskland, og her i 2023 har resultaterne også været meget dårlige, så det var heller ikke nemt for det tyske fodboldforbund at komme udenom at fyre Flick.
De første meldinger gik ellers på, at man først ville tage Flicks fremtid op til overvejelse efter venskabskampen mod Frankrig i denne uge, men så langt nåede de altså ikke, før de havde meldt ud, at det ikke længere var ham, der er tysk landstræner.
Den rutinerede midtbanespiller, Ilkay Gündogan, var den første tyske landsholdsspiller, der var ude for at kommentere på fyringen af Flick, og han var ærgerlig over, at det var den udvej, det endte med at blive.
- Tak for vores tid sammen, den gensidige påskønnelse og det gode samarbejde. Du er et godt menneske og en god træner. det er en skam, at vi som hold ikke kunne betale tilbage på den tillid, du har givet os.
- Vi vil som hold fortsætte med at lære, så vi kan komme stærkere tilbage og opnå succes ved EM i 2024 – også for din skyld, skrev Gündogan på sine sociale medier efter fyringen af Flick.
Tyskland er ikke med i den EM-kvalifikation, der er i gang i øjeblikket, da det er dem, der er værter for EM-slutrunden næste sommer, og de er derfor automatisk kvalificeret til turneringen.