Den danske cykelrytter, Jakob Fuglsang, fik svar på det, han søgte efter, da han i weekenden kørte Amstel Gold Race.
Starten på denne sæson har ikke været efter planen for den danske cykelrytter, Jakob Fuglsang. I februar blev han først ramt af corona og sidenhen en omgang bronkitis.
I den måned kørte han et etapeløb i Spanien, hvor han blev nummer ti, inden han skuffede fælt i endagsløbet Strade Bianche, og det gjorde han også i etapeløbet Tirreno-Adriatico, hvor han blev nummer 41.
I weekenden stod den så på klassikeren, Amstel Gold Race, hvor Fuglsang stillede til start med fire holdkammerater fra Israel – Premier Tech.
Den 37-årige dansker håbede på at få nogle svar ved det løb, som han formulerede det til TV2 Sport, inden løbet skulle i gang.
- Jeg tror, at jeg er ved at komme ud på den anden side og er ved at være ovenpå igen, så jeg håber, at jeg kan være med helt fremme, men det kan godt være, at det er for optimistisk. Det får vi at se, sagde Fuglsang.
Efter en lang dag på cyklen, det blev til lige under seks timer for de bedste, ved Amstel Gold Race, var det også en nogenlunde tilfreds dansker, der ramte målstregen efter det lange løb.
Fuglsang mener selv, at han er på rette vej, men samtidig kan han også godt se, at der mangler lidt endnu. Han er dog fortrøstningsfuld, når han kigger fremad lige nu.
- Jeg er på rette vej, men jeg mangler en lille smule. Jeg havde stadig håbet, at jeg selv uden den lille smule kunne have siddet med i den forreste gruppe, men det kniber nøjagtigt en lille smule. Alt i alt er jeg fortrøstningsfuld for første gang i to måneder, hvor jeg har kunnet være med til at køre cykelløb. Så det var okay, sagde Fuglsang til TV2 Sport efter løbet.
Da det spidsede til, var der 11 ryttere, der fik dannet en frontgruppe, og stak af fra resten. Der var to danskere med, men Fuglsang var dog ikke en af dem.
Fuglsang havnede i stedet i forfølgergruppen, der aldrig formåede at få indhentet de forreste, og han sluttede løbet som en placering som nummer 16.
- Det er rart at vide, at jeg ikke er langt væk, og med lidt hjemmearbejde kan jeg formentlig komme tilbage. Hvis alt klapper så endda måske til Romandiet, inden jeg går på pause igen, lyder det til slut fra Fuglsang.
Der var i alt otte danskere med til Amstel Gold Race, og der var tre, der klarede sig bedre end Fuglsang på 16. pladsen. Alexander Kamp blev nummer fem, Kasper Asgreen blev nummer seks, og Michael Valgren blev nummer 15.
Udover det sluttede Søren Kragh Andersen som nummer 29, Andreas Kron blev nummer 79, og Casper Pedersen og Mads Würtz Schmidt gennemførte ikke løbet.
Fuglsang kan i år se frem til at køre Tour de France for Israel – Premier Tech, og det løb bliver denne gang meget specielt for Fuglsang, og for de andre danske ryttere i feltet.
Årets Tour de France bliver nemlig skudt i gang i Danmark den 1. juli, og der bliver kørt et par etaper i hans hjemland, inden rytterne rykker videre igen.
Inden da er der dog andre løb i kalenderen for Fuglsang. Først og fremmest gælder det Fleche Wallone, der køres den 20. april, og efterfølgende er der Liege-Bastogne-Liege den 24. april.
Til sidst bliver en travl slutning på april sluttet af med Romandiet Rundt, der starter den 26. april, og køres frem til den 1. maj.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies