Den seneste sejr over Sverige giver Danmark rigtig gode muligheder for at komme til semifinalen inden den kommende kamp mod Norge.
De danske herrer er halvvejs gennem mellemrunden ved EM i Tyskland, og selvom der stadig er to kampe tilbage, så kan de afgøre deres egen skæbne allerede i den kommende kamp.
Her skal de op mod Norge, og en sejr i den kamp vil betyde, at danskerne allerede har sikret billetten til semifinalen, selvom der stadig vil restere en enkelt kamp i mellemrunden.
Der var på forhånd lagt op til noget af en kamp ved EM i Tyskland, da Danmark og Sverige stod overfor hinanden i mellemrunden. Danmark er forsvarende Verdensmestre, mens svenskerne er forsvarende Europamestre.
Der blev spået et tæt og dramatisk opgør, og dem der havde sat næsen op efter det, blev da heller ikke skuffede. Der var godt gang i tilskuerne i hallen, og hjemme foran fjernsynene i stuerne, har folk også siddet helt ude på kanten af sofaen.
Første halvleg blev spillet i et højt tempo, hvor det mest var de to holds offensiver, der fik vist sig frem. I perioder gik det rigtig stærkt, og målene kom hurtigt. De to hold fulgtes ad i den spændende første halvleg, men det var dog Danmark, der kunne gå til pause med en føring på 17-15.
Anden halvleg blev på ingen måde mindre dramatisk end første. Der blev kæmpet hårdt for vigtige point, og især i kampens døende sekunder var der stort drama. Danmark troede, de havde scoret til 29-27, men den scoring blev annulleret, og så havde Sverige 17 sekunder til at udligne.
Det troede de også, de havde gjort nærmest i kampens sidste sekund, men den scoring de lavede, endte også med at blive annulleret, da der var overtrådt, og så vandt Danmark kampen med 28-27.
De to point betyder, at Danmark ligger alene i toppen af mellemrunden med seks point, og de kan allerede sikre sig billetten til semifinalen med en sejr i den kommende kamp mod Norge søndag aften.
Det endte med en meget dramatisk afslutning på kampen mellem Danmark og Sverige, hvor der var meget på spil til sidst i opgøret.
Selvom danskerne havde været foran i store dele af kampen, så blev det alligevel rigtig tæt til sidst, og det var også lige på et hængende hår, at Danmark fik sikret sig de to point.
- Det er jeg meget lettet over, som kampen udvikler sig til sidst, sagde den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, til TV2 efter kampen, som han var meget glad for, at Danmark vandt.
Magnus Landin fik bragt Danmark foran 29-27 kort før tid, men den scoring endte med at blive annulleret, og landstræneren mener også, at den kendelse sådan set var god nok, og så glæder han sig endnu mere over, at de vandt kampen.
- Det er rigtigt nok, at vi bruger tre afleveringer, hvor vi kun har to, og det er de sidste 30 sekunder, så det var fint nok. Jeg havde lidt svært ved at se, det kunne blive 17 sekunder, men sådan er det. Vi fik to point, og det er det vigtigste, slutter Jacobsen.