Vi stiller skarpt på den danske trup, der skal forsøge at vinde guld, når der er EM i håndbold for herrer i januar.
I januar er der EM i håndbold for herrer i Tyskland, og her er der store forventninger til det danske landshold, der er blandt de store favoritter til at vinde guld.
I denne artikel kommer vi til at kigge lidt nærmere på den danske trup, ligesom vi også kigger på, hvem der er de store profiler på holdet, der skal præstere ved slutrunden.
I december satte den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, navne på de spillere, der skal forsøge at vinde EM for Danmark i januar, og den danske trup ser således ud:
Målvogtere
Niklas Landin
Emil Nielsen
Fløjspillere
Magnus Landin
Emil Jakobsen
Hans Lindberg
Johan Hansen
Stregspillere
Magnus Saugstrup
Simon Hald
Lukas Jørgensen
Bagspillere
Mikkel Hansen
Simon Pytlick
Rasmus Lauge
Mads Mensah
Aaron Mensing
Michael Damgaard
Mathias Gidsel
Emil Madsen
Niclas Kirkeløkke
Henrik Møllgaard
Landstræneren har altså udtaget 19 spillere, men til hver kamp skal der kun være 16 spillere på holdkortet, så der skal sorteres tre spillere fra til kampene ved slutrunden.
Jacobsen er glad for det hold, han har fået sat sammen til slutrunden, og han slår fast, at det har været vigtigt for ham, at der har været noget fleksibilitet i truppen.
- Jeg synes, som altid, det er et spændende hold. Jeg har igen prøvet at ramme noget fleksibilitet og noget alsidighed i truppen, som gør, at vi forhåbentlig kan modstå så mange af de udfordringer, vi bliver mødt af i januar, lyder det fra Jacobsen
Hvis Danmark skal leve op til de store forventninger, der er til dem ved EM-slutrunden, kræver det selvfølgelig, at de store profiler rammer deres niveau, og her vil vi kigge lidt nærmere på, hvem det er.
Mikkel Hansen har været en af de absolut bedste håndboldspillere i Verden i en årrække, og han er selvfølgelig en meget vigtig spiller for det danske hold. Han har været med på landsholdet siden 2007, og har rundet de 250 kampe, så han er også en af de rutinerede, som de yngre spillere skal læne sig op af.
Ligesom Mikkel Hansen er Niklas Landin også en af de rutinerede spillere på holdet, og har været med gennem hele den oprejsning, det danske herrehold har haft. Han er nok den bedste målvogter overhovedet, og har mere end 261 landskampe for Danmark på sit CV.
Mathias Gidsel har ikke været med så længe endnu, da han spillede sin første landskamp i 2020, men han har nærmest gjort kometkarriere, og har virkelig udviklet sig til en af de bedste i Verden. Det er indtil videre blevet til 55 landskampe for ham, og han kører med et snit på lidt mere end fem mål pr. landskamp.
Rasmus Lauge har flere gange været ramt af skader, når Danmark har spillet slutrunde, men hvis han kan holde sig skadefri, bliver han også en meget vigtig brik på playmakerpositionen. Han har spillet i nogle af de største klubber, og så har han også rundet 150 landskampe, siden han debuterede tilbage i 2010.
Magnus Landin er landstrænerens foretrukne på fløjen, og han er også en af de vigtigste spillere på holdet. Han spiller til dagligt i den tyske storklub THW Kiel, og han har spillet 120 kampe for Danmark, siden han fik sin debut i 2015.