Sandra Toft har siddet tung på målmandspladsen på det danske kvindelandshold i lang tid, og vi kigger nærmere på hendes karriere her.
Den rutinerede Sandra Toft er en af de helt store profiler på det danske kvindelandshold, hvor hun har været med i rigtig mange år efterhånden.
Sandra Toft blev født den 18. oktober 1989 i Gribskov, og hun begyndte tidligt at kaste sig over sporten, hvor hun gik til forskellige sportsgrene som barn.
Hun var kun tre år gammel, da hun begyndte at spille håndbold i Team Helsinge, og hun blev ved med at spille for klubben, indtil hun var 14 år gammel, hvor hun skiftede til Virum-Sorgenfri i stedet for, og her blev det også til tre år for klubben.
Da hun var 17 år gammel, fik hun for første gang en professionel kontrakt i den bedste danske håndboldrække, da hun skrev kontrakt med Team Tvis Holstebro, og blev hurtigt en vigtig spiller for klubben.
Tiden i Team Tvis Holstebro kulminerede for Toft i 2013, hvor klubben vandt EHF Cuppen, og på det tidspunkt var man også begyndt at snakke om, at hun snart skulle videre til en større klub for at spille med nogle af de absolut bedste.
Det skifte kom så i 2014, hvor hun valgte at skifte til den norske storklub, Larvik, og det blev en stor succes for hende, da hun var med til at vinde tre norske mesterskaber og tre pokaltitler, ligesom de også kom i finalen i Champions League.
Hun var i Norge frem til 2017, hvor hun igen vendte hjem til dansk håndbold. Denne gang for Esbjerg. Her var hun også både med til at vinde det danske mesterskab og pokalturneringen, og hun udviklede sig til en af de helt store profiler på holdet i den danske klub.
Det var dog ikke slut for Toft i udlandet endnu. Der var stadig udlængsel i hende, og i 2019 tog hun derfor til fransk håndbold, hvor hun skiftede til Brest. Her har hun også både vundet mesterskabet og pokalturneringen, mens de også har stået i en finale i Champions League, som de dog tabte.
Hun spillede for den franske storklub frem til sommeren 2022, hvor turen gik videre til Ungarn og en af de absolut største klubber i Verden, Györ. Her spiller hun stadig, og hun har en aftale med dem, der gælder frem til den kommende sommer.
Vi skal helt tilbage til 2008 for at finde den første kamp, Sandra Toft spillede på det danske landshold, og efter hendes debut er det blevet til rigtig mange landskampe.
Hun har aldrig lagt skjul på, at det betyder rigtig meget for hende at få medaljer med landsholdet, så det var også noget af et knæk for hende, da hun sad ude med en skade i 2013, hvor Danmark vandt bronze ved VM.
Hun var dog med, da Danmark vandt bronze ved VM i 2021 og sølv ved EM i 2022, men der mangler stadig en guldmedalje til hendes samling. Måske den kommer ved VM her i 2023?
Den 34-årige Toft har rundet 170 kampe for det danske landshold, og der er ikke noget, der tyder på, at hun stopper lige foreløbigt.