Gruppespillet ved VM er overstået for Danmarks vedkommende, og her kigger vi lidt på, hvordan det er gået i de tre kampe.
De danske kvinder var i gruppe med Serbien, Chile og Rumænien i gruppespillet ved VM, og de har nu fået spillet deres tre gruppekampe, og det har de gjort med ganske fin succes.
Alle tre kampe er blevet afviklet i Jyske Bank Boxen i Herning foran en hel hal fyldt med danske fans, og det har selvfølgelig givet lidt et rygstød for danskerne.
Der var tydeligvis lidt premierenerver hos de danske spillere i den første kamp i gruppen mod Serbien, hvor det var serberne, der kom bedst fra start, og faktisk også holdt det langt ind i kampen.
Ved pausen var Serbien foran med 12-10, og et godt stykke inde i anden halvleg var de også foran med 20-19, men så fandt danskerne lige pludselig noget rytme i spillet, og så var danskerne lige pludselig foran 22-20 efter tre scoringer i træk.
Herfra kunne danskerne trække sejren stille og roligt hjem, og det endte med at blive 25-21 til Danmark efter en kamp, der blev lidt tættere, end de nok havde regnet med.
De danske kvinder har flere gange haft det sådan, at de lige skal i gang med en turnering, og det var altså også tilfældet her i kampen mod Serbien. Derfor var de to point også meget vigtige for dem.
I den anden gruppekamp skulle Danmark spille mod Chile, som på forhånd var udråbt til det klart svageste hold i gruppen, og det fik man da også at se, hvorfor det var tilfældet.
De to hold fulgtes ad, indtil der stod 4-3 til Danmark, men så scorede Danmark 14 mål i træk, og de gik til pause med en solid føring på 20-5, og der var ingen tvivl om, at der var stor klasseforskel på de to mandskaber.
I anden halvleg var Danmark endnu mere suveræne, og de 30 minutter vandt de med 26-6, så det endte med en samlet sejr til de danske kvinder på hele 46-11.
Inden kampen mod Chile var det højeste antal mål, Danmark havde scoret i en landskamp 44, så det var samtidig også en ny rekord for de danske kvinder, der altså slog den rekord med to scoringer i deres meget sikre sejr over Chile.
Den sidste kamp i gruppen mod Rumænien var på forhånd en meget vigtig en af slagsen, da begge hold indtil da havde vundet deres to første kampe i gruppen, og det var derfor lidt af en gruppefinale.
Vinderen af denne kamp ville udover sejren kunne glæde sig over at tage fire point med over i mellemrunden, og det vil selvfølgelig være noget af en fordel inden de tre kampe, der skal spilles der.
På forhånd var det spået til at blive en ret lige kamp, men danskerne ville det dog anderledes. De tog styringen lige fra start, og viste, at de var klart bedst. Ved pausen var Danmark da også foran med 21-10.
I anden halvleg var danskerne også det bedste hold, og det endte med en meget sikker sejr på 39-23, og de tog så de fire point med over i mellemrunden.