Den rutinerede argentinske angriber, Gonzalo Higuain, nærmer sig enden på hans karriere, da han vil stoppe, når hans kontrakt udløber.
Gonzalo Higuain er blevet 34 år, og han spiller i dag i den amerikanske MLS, hvor han tørner ud for Inter Miami, der er ejet af David Beckham.
Han har haft en lang karriere, men den nærmer sig efterhånden enden, da det ser ud til, at han stopper med at spille professionelt fodbold, når hans kontrakt med klubben udløber.
Aftalen med den amerikanske klub udløber i december, og hans far, Jorge Higuain, fortæller i et interview med TNT Sports, at hans søn har planer om at stille støvlerne på hylden til den tid.
- Jeg ser ham ikke vende tilbage og spille i Argentina, for han har fortalt mig, at han vil stoppe karrieren i slutningen af året, lyder meldingen fra Jorge Higuain, der dog tror, at hans søn vil fortsætte i en eller anden rolle indenfor fodboldens verden.
- Jeg ville elske, at han fortsatte i fodboldens verden. Han er en dreng, der ved meget og har været mange steder. Han har alt, der er brug for, for at få succes. For mig vil det være en fejl, hvis han ikke fortsætter i fodboldens verden, fortæller han til slut.
Som ungdomsspiller spillede Gonzalo Higuain for River Plate hjemme i Argentina, og det var også her, han gjorde sig bemærket i starten af hans seniorkarriere.
Han spillede 38 kampe, og scorede 15 mål for den argentinske klub, og det var også medvirkende til, at de store klubber i Europa fik øjnene op for ham.
I januar 2007 tog han da også turen til Europa, kort efter han var fyldt 19 år. Det var den spanske storklub, Real Madrid, der valgte at købe ham fri af kontrakten med River Plate, og det kostede dem lige under 100 mio. kroner.
Higuain fik da også ganske pænt med succes i den spanske klub. Han var med til at vinde tre spanske mesterskaber, og en enkelt spansk pokaltitel. Han vandt også den spanske Super Cup to gange.
I alt spillede han 264 kampe for den spanske storklub, og her tegnede han sig for 121 scoringer, og det blev også til 56 assists fra ham.
Argentineren var i Real Madrid i seks og et halvt år, indtil han i sommeren 2013 skulle videre. Han var ikke længere den store profil på holdet, og der var ingen vej udenom et skifte.
Det udnyttede den italienske klub Napoli. De smed lige omkring 300 mio. kroner på bordet til Real Madrid, og så var den argentinske bomber deres.
Hos Napoli var der store forventninger til Higuain, da hans landsmand, Diego Maradona, tilbage i 1980’erne havde tryllebundet fansene af den italienske klub, og det skulle vise sig, at Higuain i hvert fald kunne leve op til forventningerne.
Argentineren nåede at spille tre sæsoner for Napoli, og her var han med til at vinde den italienske pokalturnering en enkelt gang og den italienske Super Cup en enkelt gang.
Han blev i den ene sæson topscorer i Serie A, hvor han tegnede sig for imponerende 36 scoringer, og i alt spillede han 146 kampe for klubben, hvor det blev til 91 scoringer og 26 assists.
Efter tre år i Napoli gik turen videre til Juventus. Den italienske storklub købte ham i sommeren 2016, hvor de betalte tæt på 700 mio. kroner til Napoli for at få hans underskrift.
Higuain var i Juventus frem til efteråret 2020, og han nåede i alt at spille 149 kampe for den italienske storklub. Her tegnede han sig for 66 scoringer, ligesom han også lavede 16 assists.
Det blev til tre italienske mesterskaber med Juventus, hvor han også vandt den italienske pokalturnering to gange. Han blev også kåret til årets spiller to gange.
På de fire år han var i Juventus blev han også lejet ud af to omgange, til Milan og Chelsea. Hos Milan spillede han 22 kampe, og scorede otte mål. Hos Chelsea blev det til 18 kampe og fem scoringer.
I september 2020 skiftede han så til Inter Miami i MLS, og her har han spillet indtil nu. Her er det blevet til 44 kampe, hvor han har scoret 15 mål og lavet ni assists.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies