Inter vandt over Roma i weekenden, og det var en vigtig sejr for dem i kampen om det italienske mesterskab.
I weekenden spillede Inter på hjemmebane mod Roma i Serie A, og for hjemmeholdet var der vigtige point på spil i kampen om det italienske mesterskab, mens Roma med tre point kunne komme tættere på den vigtige fjerdeplads.
Man kunne dog tydeligt se i kampen, at det var Inter, der havde mest på spil, og de viste sig også som det klart bedste hold over de 90 minutter, kampen varede.
Ved pausen var hjemmeholdet foran med 2-0, og kort inde i anden halvleg kom de på 3-0. Roma fik reduceret til 3-1 få minutter før tid, og det blev også kampens resultat, så Inter tog de tre point ret sikkert.
Inter er forsvarende italienske mestre, og de ligger da også i førerposition til at genvinde mesterskabet igen i denne sæson med deres vigtige sejr over Roma.
Tre point hjælper altid på humøret i omklædningsrummet, og det var da heller ikke nogen undtagelse, efter Inter havde slået Roma i weekenden.
Denzel Dumfries scorede Inters første mål i kampen, og han glæder sig meget over sejren, som han mener, var helt fortjent mod et ellers godt Roma-hold.
- Det var ikke let, Roma har haft gode kampe, og vi vidste, hvor vigtig sejren i dag var. Vi var meget selvsikre, spillede rigtig godt i forsvaret også og fortjente sejren. Vi tager hver kamp skridt for skridt, vi har et erfarent hold, vi er rolige og fokuserede på at vinde den næste kamp, sagde Dumfries til DAZN.
Inter har ikke kun Serie A at koncentrere sig om i den kommende tid, de har nemlig også spillet sig frem til finalen i Coppa Italia, hvor de skal møde Juventus.
Derfor kigger de ind i en presset periode nu, men klubbens træner, Simone Inzaghi, er sikker på, at hans hold er klar til at håndtere det, der venter dem forude.
- Det er en intens periode, og vi har Coppa Italia-finalen på vej også. Vi er nødt til at være rigtig kloge for at håndtere vores mentale og psykiske energi med det hektiske program, vi har foran os, men vi er klar til det. Jeg har set en masse positive tegn i de seneste par kampe, sagde Inzaghi til Inters hjemmeside.
I den modsatte lejr står Jose Mourinho i spidsen for Roma. Han har tidligere i sin karriere været træner for Inter, hvor han kunne fejre store triumfer med klubben.
Han har stadig store følelser for Inter, og han fortæller nu åbent om, at han håber på, at det er dem, der vinder det italienske mesterskab i denne sæson.
- Jeg elsker Inter, og Inter elsker mig. Men jeg ville gerne have vundet i dag, for jeg vil vinde alle kampe. Vi skal hverken møde Inter, Milan, eller Napoli i resten af sæsonen, så nu kan jeg godt sige, at jeg håber, at de vinder Serie A, siger Mourinho.
Den portugisiske træner har stor respekt for Inter, som han mener, er det bedste hold i Serie A. Derfor skulle hans hold også have spillet en perfekt kamp, hvis de skulle have haft en chance mod dem.
- Inter er inter. Det er det bedste hold i Serie A, og de har dygtige spillere i alle aspekter af spillet. Med alt respekt, så har de mange dyr i truppen - på den gode måde.
- Vi havde brug for at spille perfekt i dag, og det var vi ikke. Vi var gode, men vi var ikke perfekte. Vi havde en stor chance med 0-0, men ti sekunder senere kom de foran, lyder det videre fra Mourinho.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies