Lyngby er tilbage i Superligaen igen, men det ser ud til, at det bliver en rigtig svær sæson for dem.
I pokalskabet hos Lyngby står der fem titler. De er to gange blevet dansk mester, senest i 1992, og udover det har de vundet pokalturneringen tre gange, senest i 1990.
De senere år har de været lidt af et elevatorhold, der er rykket op i Superligaen, og ned i 1. division. I sidste sæson spillede de i den næstbedste række, men sammen med Horsens spillede de sig op i Superligaen igen.
Nu er de så tilbage i det fornemme selskab, men lige nu ser det ud til, at det bliver en svær tilbagevenden for de tidligere danske mestre.
I deres første kamp efter de rykkede op i Superligaen igen, spillede de på hjemmebane mod Silkeborg, og her var de faktisk foran med 2-0, og det så ud til, at de skulle få en rigtig god start på livet i Superligaen.
Det endte dog med, at Silkeborg kom tilbage i kampen, og sikrede sig 2-2. Derfor måtte Lyngby nøjes med et enkelt point, og den flotte sæsonstart blev lavet om til noget helt andet.
Der er nu spillet mere end en tredjedel af Superligaens grundspil, og Lyngbys resultater i de første otte kampe har langt fra været, som de havde håbet på, og de er også placeret på sidstepladsen i tabellen.
De har mødt FC Midtjylland, hvor de var nede med 3-0, men endte med at få et enkelt point med 3-3, men udover det har de tabt kampe, som de nok ikke skulle tabe, hvis de skal overleve i rækken. Bl.a. tabte de til det andet oprykkerhold fra Horsens.
Inden sæsonen gik i gang, blev Lyngby spået som favorit til en af de to nedrykningspladser, og det har starten på sæsonen heller ikke ændret på. Alt tyder på, at det bliver en lang kamp for overlevelse for dem, og deres trup er da også en af Superligaens svageste.
Som om den dårlige start på sæsonen ikke var dårligt nyt nok for Lyngby, så måtte holdets rutinerede forsvarsspiller, Andreas Bjelland, gå ud med en skade i kampen mod Viborg for nyligt. Det så meget alvorligt ud i situationen, og det har vist sig at være lige så alvorligt, som det så ud.
Det forventes ikke, at han kommer tilbage på banen igen før i næste sæson, så han skal sidde ude meget længe, og det er selvfølgelig også et stort slag for Lyngby, der meget gerne ville gøre brug af ham.
I løbet af transfervinduet har Lyngby været på indkøb hos Nykøbing FC, som var deres ligarivaler i 1. division i sidste sæson. Her har de købt Mathias Kristensen og Mikkel Juhl, der var store profiler hos dem i sidste sæson.
Lyngby har også skrevet kontrakt med den unge midtbanespiller, Tochi Chukwuani, der havde sagt farvel til FC Nordsjælland på en fri transfer. Det så længe ud til, at han skulle skifte til Italien, men det skifte gik i vasken, og siden da trænede han med hos Lyngby, hvor han altså også endte med at skrive kontrakt.
Det helt store scoop kom dog, da Lyngby også kunne præsentere den islandske angriber, Alfred Finnbogason, på en kontrakt, der gælder for resten af denne sæson.
Han forlod den tyske klub Augsburg på en fri transfer denne sommer, og har trænet med i den danske klub i et stykke tid for at holde sig i gang. I starten virkede det helt usandsynligt, at det kunne blive en mulighed for Lyngby at tilknytte ham, så det er også et stort scoop, at det nu lykkedes.
Islændingen har gennem sin karriere spillet for klubber som Lokeren, Helsingborg, Heerenveen, Real Sociedad, Olympiakos og senest Augsburg, så det er et imponerende CV, han har.
Det er også blevet til 61 landskampe for Island, og i hans karriere har han spillet 330 professionelle klubkampe, hvor det er blevet til 154 scoringer.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies