Den franske angriber, Kylian Mbappe, er sikker på, at han spiller for en storklub i den kommende sæson.
Kylian Mbappe er en af de største stjerne i øjeblikket, og den franske angriber har kontraktudløb med PSG efter denne sæson, hvor alle verdens klubber nok er interesserede i ham.
Angriberen ved da også godt selv, at han har et hav af muligheder efter denne sæson, men han ved dog ikke selv, hvad fremtiden bringer.
- Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg må tage min tid til at tænke over det. Det er ikke nemt. Uanset hvad så kommer jeg til at spille for en storklub, siger Mbappe.
I sommerens transfervindue lagde Real Madrid et stort bud på den franske angriber, og den 22-årige Mbappe fortæller da også, at han dengang var skuffet over, at han ikke fik lov til at skifte til den spanske storklub.
- Først var jeg skuffet over, at jeg ikke fik lov at skifte, men altså jeg spiller jo ikke i tredje division. Jeg er i en klub, der går efter at vinde Champions League. Jeg er pariser, jeg har min familie her, jeg har det godt, som jeg altid har sagt. Jeg vil bare gerne også prøve at opleve noget andet, slutter Mbappe.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies