Marcos Giron har stor respekt for Holger Rune, som han skal spille mod i første runde ved Wimbledon.
Wimbledon er nok den mest prestigefyldte tennisturnering i verden, og når årets turnering går i gang, er det igen med dansk deltagelse i herresingle.
Det er det unge håb, Holger Rune, der er med i turneringen, og efter nogle ganske flotte resultater den seneste tid er der da også nogle forventninger til danskeren om, at han kan levere nogle gode resultater.
Rune er kun 19 år, og selvom han ikke har været senior ret længe, er der efterhånden ved at være respekt om hans navn, og mange kan godt se, at den unge dansker er en stjerne i svøb.
Wimbledon afvikles nu, og i første runde skal Rune op imod Marcos Giron, der ligger nummer 69 på verdensranglisten. Selvom Rune kun har været seniorspiller i en kortere periode, så er amerikaneren udmærket bekendt med den danske spiller.
- Jeg er sikker på, at jeg er nødt til at spille god tennis for at vinde. Jeg skal serve godt, jeg skal returnere godt, og jeg skal spille aggressivt. Hvis jeg lader ham spille aggressivt, kommer jeg i problemer. Men sådan er herretennis. Han er top-30 i verden af en grund. Jeg er sikker på, at det bliver en svær kamp, men jeg vil give alt og gøre, hvad jeg kan, siger Giron.
De to spillere har aldrig mødt hinanden i en gældende kamp i en turnering, men de har flere gange trænet sammen, så de kender også godt til hinandens styrker og svagheder. Alligevel vil Giron tage et kig på nogle af Runes tidligere kampe.
- Vi har trænet sammen, så derfor har vi en lille ide om, hvordan hinanden spiller. Men man ved aldrig det hele, før man når til kampdagen. Jeg skal helt sikkert se nogle af hans kampe og se, hvad han tidligere har gjort, lyder det til slut fra Giron.
For en måneds tid siden var Rune med i French Open, og her gjorde danskeren det rigtig godt, hvor han nåede frem til kvartfinalen, som desværre også endte med at blive endestationen for ham.
Efter de flotte resultater i Paris rykkede den unge dansker på verdensranglisten, hvor han tidligere lå nummer 40, men han tog et spring på 12 pladser, så han i stedet lå nummer 28 på verdensranglisten.
Rune har ikke gjort sig så meget på græs, og da Wimbledon spilles på det underlag, har han selv udtalt, at han ikke har de store forventninger til sig selv forud for den turnering.
Græsunderlaget er selvfølgelig også lidt anderledes, og der skal trænes en del mere på det, hvis han skal blive blandt de bedste på det underlag.
Nogle af de helt store stjerne i tennisverdenen har dog tillid til, at Rune kan blive god på græs, og også at han kan levere et godt resultat ved Wimbledon nu her. En af dem er Stefanos Tsitsipas fra Grækenland, der ligger nummer seks på verdensranglisten.
- Han har helt sikkert et spil, der passer til græs. Jeg vil ikke sige, at han ikke kan tilpasse sig i hvert fald. Det er et spørgsmål om tid, før han finder sit spil. Han har stærke slag fra baglinjen. Han er ikke typen, der server og går til nettet med det samme, men i dag betyder det ikke så meget, siger grækeren.
Canadiske Felix Auger-Aliassime ligger nummer ni på verdensranglisten, og han mener også, at Rune kan gøre det rigtig godt, hvis han lige får vænnet sig til græsunderlaget.
- Han skal tilpasse sig lidt til at starte med, men med den måde, han spiller på, er jeg ikke i tvivl om, at han bliver en god spiller på alle underlag. Det gælder også græs.
- Med mere træning og flere kampe kan han spille en god turnering til Wimbledon, fortæller canadieren.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies