Jose Mourinho står i spidsen for Roma, og det har han ikke tænkt sig at lave om på i den nære fremtid.
Den portugisiske træner, Jose Mourinho, har efterhånden haft en lang trænerkarriere, som startede helt tilbage i 1996, hvor han blev assistenttræner i Barcelona.
Siden da har han stået i spidsen for mange store klubber som Porto, Chelsea, Inter, Real Madrid, Manchester United, Tottenham og nu Roma.
Han er fire gange blevet kåret til verdens bedste træner, han har vundet nationale mesterskaber i Portugal, Italien, Spanien og England, og han har to gange vundet Champions League. Udover det har han vundet en masse andre titler i løbet af hans trænerkarriere. Det er i alt blevet til imponerende 34 titler.
Forud for denne sæson tog Mourinho tilbage til Serie A, hvor han blev ansat som træner for Roma, og det har indtil videre været en ganske god historie i den første sæson.
I den hjemlige Serie A sluttede holdet på en sjetteplads, men der var succes ude i Europa, da Roma vandt Conference League efter en sejr over Feyenoord i finalen. Dermed skrev de sig ind i historiebøgerne, da det var første sæson, turneringen blev afviklet.
Den italienske klub virker til at være godt tilfreds med den portugisiske træner, men på det seneste har der været nogle spekulationer om hans fremtid, da der skulle være lidt interesse for ham.
Hos PSG er der nemlig rygter om, at deres nuværende træner, Mauricio Pochettino, kan være på vej ud, og derfor skulle den franske storklub være på jagt efter en erstatning for argentineren.
En af de trænere der skulle være på blokken hos den franske klub, skulle angiveligt være Jose Mourinho, det skriver det engelske medie, talkSport, i hvert fald nu.
Mourinho har været træner i flere af de helt store ligaer, men skulle det ende med, at han bliver træner for PSG, vil det være første gang i hans karriere, at han tager en klub i Frankrig.
En anden sjov detalje hvis Mourinho tager over i PSG, vil være, at det så bliver anden gang, han tager over for Pochettino. Det var nemlig også den argentinske træner, der var blevet fyret i Tottenham, da Mourinho blev ansat i den engelske klub.
Hvis der er noget i rygterne om, at PSG gerne vil have Mourinho, så er det dog langt fra sikkert, at den franske storklub lykkes med den mission.
For det første har Mourinho kontrakt med Roma to sæsoner endnu, og derfor kan den italienske klub selv bestemme, om de vil give slip på ham, og for det andet er Mourinho rigtig glad for at være i Roma, selvom han måske nok ikke vinder så meget, som han har været vant til i hans tidligere klubber.
- Jeg elsker at være i Roma. Jeg elsker det ikke, når jeg taber, og jeg taber mere her end i andre klubber, men folk elsker mig, og jeg har denne store følelse af empati med folk både i og uden for klubben.
- Ingen løj for mig, ingen snød mig eller lovede ting på transfermarkedet, som vi ikke kunne opnå. Jeg er der, fordi jeg elsker det, siger Mourinho.
Da Roma i slutningen af sidste måned vandt den første udgave af Conference League, lagde Mourinho da heller ikke skjul på, at han nu med sikkerhed ville blive i den italienske klub i den kommende sæson.
- Der er ingen tvivl. Nu har jeg tænkt mig at blive. Selv hvis der opstår rygter, har jeg kun lyst til at blive i Roma. Vi skal forstå, hvad vores fantastiske ejere vil i næste sæson, fordi vi har lige skrevet historie.
- Vi kan bygge et virkelig stærkt projekt med ærlige og professionelle spillere. Vi må sætte os ned og kortlægge, hvad planen for næste sæson skal være, sagde han.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies