I 2015 vandt Chicago Blackhawks deres tredje Stanley Cup på blot seks sæsoner, hvilket cementerede deres status som en af de mest dominerende hold i NHL's nyere historie.
Dette hold blev ikke kun rost for deres individuelle stjernespillere, men også for deres sammenhængende spil og evnen til at præstere i de mest pressede situationer. Dette mesterskab var ikke kun en triumf for spillere som Jonathan Toews, Patrick Kane og Duncan Keith, men også et vidnesbyrd om holdets evne til at balancere talent, lederskab og dygtighed gennem en lang og udfordrende sæson.
Inden 2014-2015 sæsonen begyndte, var Blackhawks allerede kendt som en af de stærkeste konkurrenter i ligaen, men holdet stod også over for nogle betydelige udfordringer. Lønloftet i NHL betød, at general manager Stan Bowman havde begrænset økonomisk fleksibilitet til at bygge videre på holdets tidligere succeser. Flere vigtige spillere fra deres tidligere Stanley Cup-hold i 2010 og 2013 var væk, og holdet skulle integrere nye talenter samt fortsætte med at udvikle deres unge kerne af stjernespillere.
På trods af disse udfordringer startede Blackhawks sæsonen stærkt, med Toews og Kane, der begge leverede på deres vanlige høje niveau. Forsvaret, ledet af Keith og Brent Seabrook, var stabilt, og Corey Crawford leverede stabilt spil i målet. Dog oplevede holdet også en række skader undervejs, og flere af deres yngre spillere, såsom Brandon Saad og Teuvo Teräväinen, skulle træde i karakter for at sikre, at Blackhawks kunne holde trit med de andre topkonkurrenter i Western Conference.
I løbet af den regulære sæson viste Blackhawks gang på gang, hvorfor de blev betragtet som en af de farligste hold i ligaen. Med en dyb trup og en velafbalanceret spillestil kunne holdet matche sig mod næsten enhver modstander. Holdets offensiv var en af ligaens mest effektive, og deres power play var konstant en trussel. Samtidig havde Blackhawks en af de bedste defensive enheder i ligaen, hvilket var en væsentlig faktor i deres succes.
En stor del af denne succes skyldtes hovedtræner Joel Quennevilles evne til at tilpasse sig. Quenneville havde en bemærkelsesværdig evne til at rotere spillere og ændre på kædeformationerne efter behov, hvilket sikrede, at holdet altid havde de bedste muligheder for at vinde. Han udnyttede også bredden af holdets talent, hvor spillere som Saad, Marcus Krüger og Andrew Shaw spillede vigtige roller i løbet af sæsonen.
Da slutspillet begyndte, vidste alle, at Blackhawks havde potentialet til at gå hele vejen, men vejen til Stanley Cup var langt fra let. I Western Conference mødte de først Nashville Predators i en hårdt spillet serie, der strakte sig over seks kampe. Blackhawks' erfaring og evne til at spille under pres viste sig afgørende, især med stærke præstationer fra Kane, der vendte tilbage fra en skadespause og hurtigt fandt tilbage til sin bedste form.
I den anden runde stod Blackhawks over for Minnesota Wild, som blev fejet væk i fire kampe. Det var i denne serie, at holdets defensive styrke virkelig kom til udtryk. Keith, der til sidst blev kåret som slutspillets mest værdifulde spiller (Conn Smythe Trophy), spillede en enorm rolle både offensivt og defensivt. Hans evne til at diktere spillets tempo og lægge pres på modstanderne fra blue line gjorde ham til en central figur i Blackhawks' succes.
Western Conference-finalen mod Anaheim Ducks var en af de mest intense serier i hele slutspillet. Ducks pressede Blackhawks til det yderste med fysisk og hurtigt spil, og serien gik ud i syv kampe. Igen viste Chicago deres mentale styrke og evne til at vinde afgørende kampe. Toews og Kane var begge fremragende i de afgørende øjeblikke, og Crawford leverede flere nøglepræstationer i målet. Sejren i syvende kamp, som blev spillet på udebane, var et bevis på Blackhawks' udholdenhed og erfaring.
I Stanley Cup-finalen stod Blackhawks over for et ungt og talentfuldt Tampa Bay Lightning-hold. Serien blev hurtigt kendt for dens intense fysiske spil og tætte kampe. Tre af de første fire kampe blev afgjort med én måls forskel, hvilket understregede, hvor lige de to hold var. Alligevel var det Blackhawks' erfaring, der viste sig afgørende. Quenneville justerede sine kæder, og stjernespillere som Toews, Kane og Keith tog ansvaret i de afgørende øjeblikke.
I den sjette kamp, spillet på hjemmebane i United Center, viste Chicago Blackhawks deres mest dominerende præstation i finalen. Duncan Keith scorede det første mål i anden periode, og Patrick Kane cementerede sejren med endnu et mål i tredje periode. Da slutfløjtet lød, havde Blackhawks sikret sig deres tredje Stanley Cup siden 2010 med en 2-0 sejr, og fansene i Chicago kunne fejre endnu en mesterskabstriumf.