I 2012 overraskede Los Angeles Kings hele hockeyverdenen ved at vinde deres første Stanley Cup-titel nogensinde.
Holdet, som sluttede som nummer otte i Western Conference og knap nok kvalificerede sig til slutspillet, gennemgik en bemærkelsesværdig transformation, da de ikke blot tog deres første pokal hjem, men også gjorde det på en måde, der satte dem i historiebøgerne. Med en kombination af strålende målmandsspil, en utrolig dybde i truppen og en uovertruffen holdindsats, blev Kings det hold, der ingen forventede, men som alle frygtede.
Los Angeles Kings' 2011-2012-sæson startede med blandede resultater, og på et tidspunkt så det ud til, at holdet ville kæmpe for blot at komme i slutspillet. Med en defensiv struktur, der var blandt de bedste i ligaen, men en angrebsstyrke, der havde svært ved at omsætte chancerne til mål, blev træner Terry Murray fyret i december 2011. I stedet hentede Kings Darryl Sutter ind, en erfaren træner kendt for sin defensive disciplin og evne til at få det bedste ud af sine spillere.
Med Sutter bag bænken begyndte Kings at finde deres form, men de manglede stadig konsistens. På trods af en solid defensiv indsats, anført af forsvarsspillere som Drew Doughty og Rob Scuderi, samt stjernemålmanden Jonathan Quick, sluttede holdet sæsonen med 40 sejre, 27 nederlag og 15 uafgjorte, hvilket kun lige akkurat kvalificerede dem til slutspillet som nummer otte i Western Conference. De fleste forventede, at deres rejse ville stoppe tidligt mod de mægtige Vancouver Canucks, der havde vundet præsidentens trofæ som det bedste hold i grundspillet.
I slutspillet vågnede Los Angeles Kings for alvor op og viste deres fulde potentiale. I første runde chokerede de hele hockeyverdenen ved at besejre Canucks i fem kampe. Jonathan Quick spillede som en sand mur, og offensiven, ledet af kaptajn Dustin Brown, Anze Kopitar, og Jeff Carter, begyndte at klikke. De pressede Vancouver hårdt i hver kamp og brugte deres fysiske spillestil til at dominere både defensivt og offensivt.
I anden runde stod Kings over for St. Louis Blues, et andet tophold, der havde haft en fremragende sæson. Igen viste Kings ingen nåde og fejede Blues væk i fire kampe, en serie hvor Quick fortsatte med at være uigennemtrængelig i målet, og holdet viste sin dybde, da spillere som Dwight King og Jordan Nolan leverede afgørende præstationer.
Den vestlige konferencefinale blev et møde med Phoenix Coyotes, et andet hold, der overraskende havde nået så langt. Kings tog serien i fem kampe og sikrede sig en plads i Stanley Cup-finalen for første gang siden 1993. Quick var på dette tidspunkt den klare favorit til at vinde Conn Smythe Trophy som slutspillets MVP, og hele holdet spillede med en selvtillid og tro på, at de kunne gå hele vejen.
I finalen stod Los Angeles Kings over for New Jersey Devils, et hold, der også havde overgået forventningerne i slutspillet. Men fra første puck drop viste Kings sig som det overlegne hold. De vandt de første to kampe på udebane i New Jersey, begge i overtid, hvilket gav dem et vigtigt psykologisk overtag. Da serien rykkede tilbage til Los Angeles, dominerede Kings fuldstændigt i kamp 3 og vandt 4-0, med Quick, der igen var i topform.
Selvom Devils formåede at forlænge serien med sejre i kamp 4 og 5, vendte serien tilbage til Staples Center for kamp 6, og Kings satte tingene på plads. I en uforglemmelig kamp, hvor Kings kom hurtigt foran 3-0 takket være en tidlig powerplay-sekvens, cementerede de deres første Stanley Cup nogensinde med en 6-1 sejr.
Der er ingen tvivl om, at en af de vigtigste grunde til Kings’ succes i 2012 var Jonathan Quick. Med en redningsprocent på 94.6% og en GAA (goals against average) på 1.41 i slutspillet leverede Quick en af de mest dominerende præstationer af en målmand i Stanley Cups historie. Han modtog fortjent Conn Smythe Trophy som slutspillets mest værdifulde spiller og blev betragtet som hjørnestenen i Kings' succes.
En af de mest imponerende aspekter ved 2012 Los Angeles Kings var deres dybde. Mens spillere som Dustin Brown, Anze Kopitar, og Jeff Carter spillede afgørende roller i offensiven, var det spillere som Justin Williams, Drew Doughty og Mike Richards, der leverede stabilt spil både offensivt og defensivt. Derudover gjorde rookies som Dwight King og Jordan Nolan en stor forskel med deres fysiske spil og evne til at score vigtige mål på kritiske tidspunkter.
Holdets succes skyldtes også deres defensive struktur, hvor spillere som Willie Mitchell og Matt Greene spillede en kæmpe rolle. De var fremragende i egen zone, lukkede modstandernes angreb ned og gav Quick den nødvendige støtte. Deres evne til at blokere skud og vinde nærkampe var en afgørende faktor for Kings' imponerende defensive statistikker.