I 2009 genfandt Pittsburgh Penguins deres plads i hockeyhistorien ved at vinde Stanley Cup-trofæet for første gang siden 1992.
Det var en sæson, der begyndte med usikkerhed og udfordringer, men endte i triumf og cementerede holdet som en af NHL's store dynastier. Med stjerner som Sidney Crosby, Evgeni Malkin og Marc-André Fleury i front viste Penguins, hvad de var i stand til, og hvordan de kunne overvinde alle odds for at nå toppen. Lad os dykke ned i historien om denne bemærkelsesværdige sæson og det hold, der blev mestre.
Penguins startede 2008-09 sæsonen med høje forventninger, men oplevede hurtigt modgang. Holdet havde nået Stanley Cup-finalen i 2008, hvor de tabte til Detroit Red Wings i seks kampe. Mange forventede, at Penguins ville komme stærkt tilbage, men de tidlige resultater var skuffende.
I december 2008 befandt Penguins sig uden for playoff-positionerne, og deres spil manglede struktur. Skader til nøglespillere som Sergei Gonchar og Ryan Whitney samt ustabilt spil gjorde tingene endnu sværere. Det blev klart, at noget måtte ændres.
I februar 2009 tog Penguins en drastisk beslutning ved at fyre cheftræner Michel Therrien og erstatte ham med Dan Bylsma, der på daværende tidspunkt var cheftræner for Penguins' AHL-hold, Wilkes-Barre/Scranton Penguins. Bylsma bragte en ny, aggressiv spillestil, der fokuserede på hurtighed og offensivt spil.
Skiftet gav hurtigt resultater. Under Bylsma gik Penguins på en imponerende 18-3-4 afslutning på sæsonen og sikrede sig en plads i slutspillet som fjerde seed i Eastern Conference. Holdet var nu klar til at tage kampen op mod de bedste.
Penguins' vej til Stanley Cup var alt andet end nem. I første runde mødte de Philadelphia Flyers, en arvefjende i NHL, og vandt serien i seks hårdt kæmpede kampe. Penguins viste deres mentale styrke, især i Game 6, hvor de kom tilbage fra et 3-0 underskud for at vinde 5-3.
I anden runde stod de over for Washington Capitals og deres superstjerne Alexander Ovechkin i en af de mest spændende serier i nyere NHL-historie. Serien gik hele vejen til Game 7, hvor Penguins dominerede og vandt 6-2, hjulpet af en fremragende indsats fra Fleury i målet og en stærk præstation fra både Crosby og Malkin.
Eastern Conference-finalen mod Carolina Hurricanes var en mere ensidig affære. Penguins fejede Hurricanes i fire kampe og sikrede sig en plads i Stanley Cup-finalen for andet år i træk – en chance for revanche mod Detroit Red Wings.
Stanley Cup-finalen i 2009 var en gentagelse af 2008-finalen, hvor Detroit Red Wings havde vundet. Denne gang var scenen dog anderledes. Penguins havde vokset som hold og havde en ny selvtillid under Bylsmas ledelse.
De første to kampe blev spillet i Detroit, hvor Red Wings vandt begge. Men Penguins slog tilbage og vandt de næste to kampe i Pittsburgh. Serien gik frem og tilbage, og efter seks kampe stod det 3-3, hvilket satte scenen for en altafgørende Game 7 i Detroit.
Game 7 blev en klassisk kamp fyldt med spænding og dramatik. Max Talbot blev den uventede helt for Penguins med to mål, mens Fleury lavede en fantastisk redning i de døende sekunder for at sikre sejren. Penguins vandt kampen 2-1 og løftede Stanley Cup-trofæet foran en målløs hjemmebane i Detroit.
Evgeni Malkin spillede en afgørende rolle i Penguins' succes og blev fortjent tildelt Conn Smythe Trophy som playoff-MVP. Malkin sluttede slutspillet med 36 point (14 mål og 22 assists) på 24 kampe og blev dermed den første russiske spiller til at vinde Conn Smythe.
Malkins dominans, især i nøgleøjeblikke, var en af de største grunde til Penguins' triumf. Hans samspil med Crosby og resten af holdet viste, hvordan Penguins havde en dybde og kvalitet, som få andre hold kunne matche.