Den danske midtbanespiller, Christian Nørgaard, har imponeret for Brentford i Premier League, og er holdets vigtigste spiller.
Forud for denne sæson rykkede Brentford op i Premier League, og de har haft en mindeværdig sæson, hvor de fornemt lykkedes med at holde sig oppe i den bedste engelske række.
En af dem der har gjort det bedst for den engelske klub, er den danske midtbanespiller, Christian Nørgaard, der har leveret nogle rigtig godt præstationer i løbet af sæsonen i Premier League.
Han har gennem sæsonen været fast mand for holdet, der har dansk træner i Thomas Frank, og han er flere gange blevet fremhævet som en af profilerne på holdet.
Den svenske forsvarsspiller, Pontus Jansson, er anfører for Brentford, og han mener, at den danske midtbanespiller er den mest værdifulde spiller for den engelske klub.
- Christian Nørgaard er vores MVP (mest værdifulde spiller) både som spiller og som person. Jeg spiller altid med entusiasme og følelser, hvor han træffer mere rolige beslutninger. Når jeg tvivler på mig selv, så går jeg altid hen til Christian, for han får mig til at blive rolig. Han hjælper mig med at se tingene fra et andet perspektiv.
- Nørgaard, Toney, Raya og jeg er rygraden på det her hold. Med de spillere rundt om mig føler jeg mig tryg. De er fantastiske fodboldspillere, mennesker og ledere, lyder det fra Jansson.
Denne sæson var den første nogensinde for Brentford i Premier League, og med en økonomi der ikke er så stor som mange andre klubbers, klarede de sig alligevel bedre, end de var spået til forud for sæsonen.
Det blev til en plads som nr. 13 i Premier League, som må siges at være mere end godkendt for dem, og de blev altså bedre placeret end større klubber som Everton og Aston Villa.
For Nørgaards vedkommende spillede han for Fiorentina, inden han i 2019 blev solgt til den engelske klub, hvor han siden har udviklet sig til en stor profil på holdet.
Den 28-årige dansker har derfor været i Brentfort de seneste tre sæsoner, og umiddelbart ser det da heller ikke ud til, at hans tid i klubben er forbi, og han er også rigtig glad for at være i udlandet stadigvæk.
Inden turen gik til Fiorentina, spillede Nørgaard fem sæsoner i Brøndby, og han lægger da heller ikke skjul på, at hans umiddelbare plan er, at han skal hjem og slutte af i den danske klub, inden han lægger fodboldstøvlerne på hylden.
- Lige nu føler jeg jo, at jeg er i min bedste alder og spiller det bedste fodbold, jeg har spillet, så det er klart, at det er ikke på tale lige nu, men på et eller andet tidspunkt vil min familie og jeg gerne hjem og bo en dag.
- Jeg regner da med, at jeg slutter af herhjemme. Det har altid været drømmen at vende tilbage til Brøndby, men der er stadig lidt tid til. Det er ikke noget, vi går og snakker om på daglig basis, siger Nørgaard.
Midtbanespilleren fortæller, at det er hans kone, der har forsøgt at planlægge, at turen går hjem til Danmark, inden Nørgaard er færdig med at spille fodbold, men det er dog ikke noget, der kommer til at ske lige her og nu.
- Nej, det er det ikke. Vi har det for godt i London til at skulle vende hjemad nu, men der er ikke noget at sige til det. Sådan er det også bare med familiesituationen, at for den bedre halvdel er det lidt et andet liv, og man er meget alene med vores søn og sådan nogle ting.
- På sigt tror jeg, at vi skal vende snuden hjemad, men vi er begge to enige om, at det ikke skal være nu, slutter Nørgaard.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies