Barcelona har givet Pedri en frikøbsklausul på hele 7,5 mia. kroner, og det ser den unge spiller selv som en tillidserklæring.
Den 18-årige Pedri har skrevet under på en ny kontrakt med Barcelona, der løber frem til sommeren 2026, og her har han fået en frikøbsklausul på intet mindre end 7,5 mia. kroner.
Den unge spiller går ikke så højt op i det store beløb i frikøbsklausulen, som han mener, er et bevis på, hvor meget den spanske storklub tror på ham.
- Klausulen er en indikation af, hvor meget klubben satser på én. Jeg bekymrer mig mere om klubbens projekt end klausulen. Når jeg er i denne klub, stræber jeg efter at vinde alt i hver sæson, siger Pedri.
Den unge spiller er meget glad for at have skrevet en lang kontrakt med Barcelona, og han håber selv på, at han kommer til at være i klubben længere end til 2026.
- Det er en virkelig lykkelig dag for mig. Mit håb er at være her i mange år. Det er sandt, at vi er i et svært øjeblik lige nu, men det her er den bedste klub i verden. Den vil slå tilbage og opnå mange ting. Jeg er virkelig glad for at skrive kontrakt til 2026, og jeg håber, der vil være flere år, slutter han.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies