Her vil vi kigge langt tilbage i historien til første gang, den danske pokalturnering blev afviklet, og hvordan det så ud dengang.
En del år forinden var der forsøgt at lave en pokalturnering, men 2. verdenskrig satte en stopper for planerne og projektet, så vi er fremme ved sæsonen 1954/55 for at finde den første sæson af den danske pokalturnering.
I den 1. runde af pokalturneringen i 1954/55 var der 56 hold med, og det var alle sammen nogen, der var uden for ”Danmarksturneringen”, der på det tidspunkt bestod af 1. division, 2. division og 3. division.
Det var altså lavere rangerede klubber, der sparkede turneringen i gang, og de 27 hold der gik videre fra 1. runde, var selvfølgelig videre til 2. runde, og her var der fem hold mere, der trådte ind i turneringen. Det var oversiddere fra 1. runde, så stadig hold, der var rangeret lavt.
Der var derfor 32 hold i 2. runde, og de skulle altså i første omgang barberes ned til 16 hold, hvor taberne skulle sorteres fra, og da det var gjort, skulle der så tilføres 16 hold yderligere. De 12 af holdene var alle dem, der spillede i 3. division, og udover det skulle der også fire hold med fra 2. division.
I 3. runde var der derfor igen 16 hold, der spillede sig videre til 4.runde, og udover dem trådte de sidste 16 hold også ind i turneringen. De sidste seks hold fra 2. division kom ind i turneringen, og det samme gjorde de ti hold fra 1. division også, så nu blev det for alvor spændende herfra.
Aalborg Chang fra 3. division endte med at gå hele vejen til finalen, og i deres første kamp i turneringen i 3. runde spillede de på udebane mod Kolding IF, og her blev det til en sejr på 3-1, der sikrede dem en plads i 4. runde.
I 4. runde var Aalborg Chang oppe imod Næstved på hjemmebane, og efter 3-3 skulle kampen afgøres i forlænget spilletid, hvor de vandt med 5-3. AGF stod overfor Køge BK på udebane, og her vandt jyderne med 1-0.
Runde 5 bød på et møde med B1909 for Aalborg Chang på hjemmebane, og den kamp vandt de med 3-2. For AGF’s vedkommende spillede de på udebane mod BK Frem, og den kamp vandt de ret sikkert med 3-0.
Så var vi nået til kvartfinalen, og her spillede Aalborg Chang på udebane mod Viborg, og det blev til endnu en sejr til dem, da de vandt med 3-2. AGF var kommet på en svær opgave hjemme mod Randers Freja, hvor der skulle forlænget spilletid til, før de havde vundet med 2-1.
I semifinalen stod Aalborg Chang overfor Vanløse IF, og her vandt de igen med 1-0, og deres modstander i finalen skulle findes mellem AGF og OB, hvor århusianerne vandt kampen med 3-1, efter den havde været ude i forlænget spilletid.
Finalen blev spillet i Københavns Idrætspark den 9. juni 1955, og her sluttede festen også for Aalborg Chang. Her var AGF bare stærkest, og de vandt kampen med hele 4-0, men det var flot klaret af Aalborg Chang at komme så langt.
Sådan gik det altså til, at AGF blev den første danske pokalvinder i historien, og de har vundet mange flere pokaltitler siden da.