Vi kommer i denne artikel til at kigge nærmere på, hvilke hold der især har udmærket sig i pokalturneringen gennem tiden.
Der er flere hold, der har vundet turneringen flere gange, siden AGF vandt den første pokalturnering tilbage i 1955, og det er dem, vi kommer til at have fokus på her.
To hold har lagt sig i spidsen med flest pokaltitler, men der er også andre hold, der er værd at bemærke, når man kigger tilbage i pokalturneringens historie.
Den danske pokalturnering blev afviklet for første gang helt tilbage i sæsonen 1954/55, og det var AGF, der vandt den første udgave af turneringen, da de slog Aalborg Chang med 4-0 i finalen dengang, og det blev starten på en flot tradition for AGF.
De har nemlig vundet turneringen otte gange siden, så de i alt har ni pokaltitler på CV’et i den århusianske klub. De vandt også i 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992 og 1996, og udover det var de også i finalen i 1959, 1990 og 2016, hvor de dog tabte.
Det er altså 28 år siden, AGF sidst vandt pokalturneringen, og der er generelt trofætørke i den århusianske klub, der ikke er den eneste klub, der har vundet ni pokaltitler, i pokalturneringens historie.
Den anden klub der har formået det, er FCK. De vandt deres første pokaltitel et år før, AGF vandt deres seneste, så de har altså vundet otte pokaltitler, siden AGF har vundet en, så man må sige, at de det er dem, der har været det store hold i pokalturneringen de seneste mange år, hvor de i alt har været i 13 finaler.
FCK vandt pokalturneringen første gang i 1995, og så blev det igen til sejr i 1997, 2004, 2009, 2012, 2015, 2016, 2017 og i 2023. FCK har ligeledes været i finalen i 1998, 2002, 2007 og i 2014, hvor de altså tabte.
Lige efter de to hold der har vundet flest pokaltitler, finder vi Brøndby. Holdet fra Vestegnen har vundet pokalturneringen syv gange. I 1989, 1994, 1998, 2003, 2005, 2008 og 2018. De har ligeledes været i finalen fire gange, hvor de har tabt.
Vejle følger lige efter med seks pokaltitler. De vandt den første helt tilbage i 1958, og den seneste vandt de i 1981, så det er mange år siden efterhånden. De har også tabt en enkelt finale.
OB har vundet pokalturneringen fem gange. Første gang var i 1983, og så var det i 1991, 1993, 2002 og 2007. Fynboerne har også yderligere været i to finaler, hvor de måtte se sig slået.
Fire hold har vundet pokalturneringen tre gange. Det er AaB, Esbjerg, Lyngby og Randers Freja. AaB og Esbjerg har dog ikke et voldsomt imponerende snit, da AaB i alt har været i 13 pokalfinaler, mens Esbjerg har været i ni, og det er kun blevet til tre sejre til dem hver.
Lyngby har vundet tre ud af fem finaler, men mest imponerende er Randers Freja dog. De har stået i tre finaler, og de har vundet alle tre. De vandt pokalen i 1967, 1968 og 1973.