Portræt af Lleyton Hewitt

Lleyton Glynn Hewitt blev født den 24. februar 1981 i Adelaide, Australien, og allerede fra en tidlig alder stod det klart, at han var noget særligt på en tennisbane.

Med en far, der var tidligere australsk fodboldspiller, og en mor, der var fysisk træner, voksede Hewitt op i et miljø, hvor sportens disciplin og konkurrenceånd blev indpodet i ham fra barnsben.

Som teenager imponerede han i juniorrækkerne og trådte tidligt ind på den professionelle scene. Allerede som 15-årig debuterede han på ATP-touren, og blot to år senere, i 1998, chokerede han verden ved at vinde sin første ATP-titel i Adelaide som 16-årig wildcard-spiller. Hans fightermentalitet, eksplosive bevægelser og utrættelige energi blev hurtigt hans varemærke.

Verdens yngste nummer ét

Hewitts gennembrud kom for alvor i starten af 2000'erne. I 2001 skrev han sig ind i historiebøgerne ved at blive den yngste verdensetter i ATP's historie, kun 20 år gammel. Det år kronede han sin fantastiske sæson ved at vinde US Open, hvor han besejrede Pete Sampras i finalen i overbevisende stil.

Året efter, i 2002, cementerede han sin position i toppen ved at vinde Wimbledon, hvor han slog David Nalbandian i finalen. Hans evne til at kombinere lynhurtige reflekser, taktisk snilde og en ubønhørlig vilje gjorde ham til en af de mest frygtede spillere på touren, på trods af, at han fysisk var mindre end mange af sine modstandere.

Spillestil og mentalitet

Lleyton Hewitt var ikke en spiller, der levede af rene kraftslag eller bombastiske server som mange af sine samtidige. I stedet byggede han sit spil på fart, fighterånd og en evne til at læse spillet bedre end de fleste. Han var en mester i kontraangreb og berømt for sin defensive stabilitet og sin evne til at få bolden tilbage én gang til – selv når alt syntes tabt.

Hans karakteristiske råb "C'mon!" og den knyttede næve blev symboler på hans aldrig-sigende-attitude. Modstanderne vidste, at mod Hewitt kunne man aldrig tillade sig at slappe af – selv ikke ved matchbold – for australieren kæmpede til det sidste slag.

Davis Cup og national stolthed

For Hewitt var det ikke kun de individuelle titler, der talte. Han var en passioneret Davis Cup-spiller og repræsenterede Australien med enorm stolthed. Under hans ledelse vandt Australien Davis Cup i 1999 og igen i 2003.

Hans engagement i holdturneringen understregede hans loyalitet over for sit land og hans evne til at motivere sine holdkammerater. Hewitt var ofte den, der trak de store sejre hjem i afgørende situationer, og hans intense tilgang til Davis Cup-smashene gjorde ham til en af turneringens største profiler.

En karriere præget af modgang

Som mange andre store atleter oplevede Hewitt også perioder med modgang. I midten af 00’erne blev hans karriere hæmmet af skader, særligt hofte- og fodproblemer, som begrænsede hans tid på banen og påvirkede hans rangering.

På trods af de fysiske udfordringer nægtede han at give op. Han kæmpede sig tilbage, gennemgik operationer og trænede sig op gang på gang. Selvom han aldrig helt nåede samme højder som i sine unge år, fortsatte han med at være en farlig modstander for enhver spiller – og en elsket figur blandt tennisfans for sin utrættelige indsats.

Fra spiller til mentor

Efter at have annonceret sin første pensionering i 2016 blev Hewitt en aktiv skikkelse i australsk tennis som kaptajn for Davis Cup-holdet og som mentor for unge talenter. Han var med til at udvikle den næste generation af australske spillere, som Nick Kyrgios og Alex de Minaur, og videreførte sin filosofi om hårdt arbejde, stolthed og passion for sporten.

Hans overbevisning om, at kampen aldrig er slut, før den sidste bold er spillet, har inspireret utallige unge spillere både i og uden for Australien.