Den danske forsvarsspiller, Andreas Poulsen, er åben for et klubskifte i januar, og Superligaen er slet ikke udelukket for ham.
Andreas Poulsen havde ikke udsigt til meget spilletid hos Gladbach, så i sommerens transfervindue blev han lejet ud til Ingolstadt i 2. Bundesliga med håb om en masse spilletid.
Sådan er det dog ikke helt gået for den danske venstre back, der indtil nu kun har spillet to kampe i ligaen, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for ham.
Hos Gladbach spillede han også kun én førsteholdskamp, tilbage i 2018, og derfor er han åben overfor, at der kan ske noget til januar, og et skifte hjem til Superligaen vil han heller ikke afvise.
- Nu kan jeg selvfølgelig godt mærke, at der skal til at ske noget, så jeg får en masse spilletid snart. Jeg overvejer meget, hvad der skal ske nu, siger Poulsen.
- Jeg har egentlig alle muligheder åbne. Om det er Danmark eller om det skal være noget andet, det ved jeg ikke. Det må vi se på, når jeg har truffet en beslutning om, hvad der skal ske her om to-tre uger, lyder det til slut fra ham.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies