Den rutinerede træner, Rafael Benitez, fortæller, at han har sagt nej til flere klubber i Premier League i løbet af denne sæson.
Den spanske træner, Rafael Benitez, har ikke været i job i længere tid efterhånden, men det er dog ikke ensbetydende med, at han ikke har lyst til at komme i gang som træner igen.
Han har flere gange været sat i forbindelse med et ledigt trænersæde, men der er nogle kriterier, der skal være opfyldt, før han siger ja til et nyt job.
Rafael Benitez startede sin trænerkarriere for mere end 30 år siden, og i løbet af den har han stået i spidsen for store klubber som Valencia, Liverpool, Inter, Chelsea, Napoli, Real Madrid og Newcastle.
Spanierens seneste job var hos Everton, hvor han dog blev fyret i januar sidste år, og han har ikke haft et trænerjob siden da, så det er altså 15 måneder siden nu.
I mellemtiden har Benitez rundet de 63 år, og der bliver derfor snakket om, at han kan have stået i spidsen for et hold for sidste gang, men det er dog ikke sådan, den rutinerede træner selv ser på det.
Benitez fortæller nemlig selv, at han gerne vil i gang med at træne igen, men han er dog lidt kræsen, når han skal vælge sit næste job. Hans førsteprioritet er at blive træner for en klub i Premier League igen, og det har der også været nogle muligheder for i løbet af denne sæson, som han dog har takket nej til.
- Jeg har haft flere muligheder i denne sæson, men de betingelser, som jeg mener er nødvendige, var ikke til stede, og jeg foretrak at vente på en anden mulighed.
- Jeg har også fået forslag fra andre ligaer, men min præference har altid været Premier League, lyder det fra den spanske træner.
Premier League: Vestergaard jagter spilletid
Premier League: Arteta er skuffet over pointtab
Premier League: Newcastle vil forstærke midtbanen
Det seneste trænersæde Benitez har været sat i forbindelse med i denne sæson, var hos Leicester. De fyrede Brendan Rodgers, og i deres jagt på en erstatning for ham blev navnet på den spanske træner nævnt.
Flere medier berettede om, at der var dialog mellem Leicester og Benitez, men det endte dog med, at klubben valgte at ansætte Dean Smith, der nu står i spidsen for dem i resten af denne sæson.
Tidligere på sæsonen blev Benitez også sat i forbindelse med West Ham, men her var udfordringen dog bare, at de stadig havde David Moyes som manager, selvom de ikke ligefrem har været prangende i denne sæson.
Engelske medier skrev, at Moyes var tæt på en fyreseddel, og samtidig bragte de Benitez i spil som afløseren, hvis det skulle komme så langt. Sådan gik det dog ikke, og Moyes er stadig træner for West Ham.
Det er dog ikke kun i England, spanierens navn har været nævnt. I starten af året skrev Sky Sport Italia, at Salernitana havde henvendt sig til Benitez for at gøre ham til den nye træner i klubben.
Benitez skulle angiveligt have fået tilbudt jobbet som træner for klubben, men han takkede selv nej, og han forblev derfor arbejdsløs, som han også stadig er i dag.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies