Der er Londonderby i Premier League her i midtugen, når Chelsea og Tottenham skal op mod hinanden i den engelske hovedstad.
Sæsonen nærmer sig sin afslutning i Premier League, og her i denne midtuge er der en enkelt kamp på programmet, der ellers skulle have været spillet i slutningen af februar i 26. runde.
Det er en kamp mellem de to hovedstadsklubber, Chelsea og Tottenham, hvor der især for gæsterne fra Tottenham er vigtige point på spil i det opgør, der venter.
I sidste runde spillede Chelsea på udebane mod Aston Villa, og her fik gæsterne et enkelt point med hjem, da kampen sluttede 2-2, selvom de var bagud med 2-0, og de har nu kun tabt en enkelt af deres seneste ti kampe i ligaen.
Denne sæson har været en skuffelse for Chelsea, hvor de kun har hentet 48 point i 33 kampe i ligaen indtil videre, og det rækker til en placering som nummer ni i Premier League, hvor der dog er et godt stykke op til de helt sjove pladser i ligaen.
I denne runde spiller Chelsea hjemme på Stamford Bridge mod Tottenham, og gæsterne kommer til kampen med et nederlag i bagagen fra deres seneste kamp, hvor de tabte 3-2 på hjemmebane mod Arsenal, og de har nu tabt deres to seneste ligakampe.
Lige nu ligger Tottenham nummer fem i tabellen, hvor de har hentet 60 point i 33 kampe, og de har syv point op til Aston Villa, der ligger på den fjerdeplads, der giver adgang til Champions League i den kommende sæson. Tottenham har dog spillet to kampe færre, så hvis de henter fuld gevinst i dem, så bliver det i hvert fald spændende.
Sidste gang Chelsea og Tottenham spillede mod hinanden, hentede Chelsea en sikker sejr på 4-1 på udebane, og hvis man kigger på de seneste fem indbyrdes opgør mellem de to hold, så er det blevet til tre sejre til Chelsea, en enkelt sejr til Tottenham, og så er en enkelt kamp endt uafgjort.
I sidste uge meldte Chelsea ud, at den argentinske midtbanespiller, Enzo Fernandez, ikke kommer til at spille mere for den engelske klub i denne sæson.
Han har været igennem en operation, der er gået godt, og han fortæller også selv, at han har haft brug for den operation i længere tid.
- Min operation var en succes. Jeg har haft brug for operationen i seks måneder. Det var noget, jeg kunne undgå med behandling, men for et par uger siden begyndte smerterne at blive mere og mere intense, uden behandlingen havde effekt.
- Det blev værre, når jeg trænede og spillede, men jeg ville ikke stoppe. Når jeg er i Chelsea-trøjen og med landsholdet, så prøver jeg altid at gøre mit bedste, men på trods af alt det kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg vender stærkere tilbage snart, lyder det fra Fernandez.
Da Chelsea købte den 23-årige Fernandez i Benfica tilbage i januar 2023, måtte de betale mere end 900 mio. kroner for den argentinske verdensmester.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.